Velmenende borgere vil hjælpe sælunger – men det skal man ikke

Det er helt normalt, at sælungens mor forlader den, og den skal nok vende tilbage.

Finder du en sælunge, der ligger alene på strandkanten, så er det bedst at lade den ligge.

Sådan lyder det nu fra både Naturstyrelsen og Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Begge steder får de lige nu mange opkald fra bekymrede borgere, der vil hjælpe sælungerne. Det er helt normalt, at sælmødrene forlader deres unger, og de skal nok vende tilbage.

- Det bedste, man kan gøre, er at lade dem ligge. Man kan godt nyde dem fra behørig afstand, så man ikke stresser dem unødvendigt, fortæller Charlotte Bie Thøstesen, museumsinspektør ved Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Charlotte Bie Thøstesen modtager lige nu næsten dagligt henvendelser fra folk, der har fundet en efterladt sælunge. Derudover får også Naturstyrelsen en del opkald i sommermånederne.

Ifølge Naturstyrelsen er det helt normalt, at moderen efterlader ungen på stranden for selv at fange fisk. Ungen aftager et kilo mælk i døgnet hos sin mor, så hun har brug for at få tanket energidepoterne op.

Sælungen har derimod brug for at hvile sig, og derfor skal man heller ikke hjælpe den ud i vandet, da den har brug for at slappe af og desuden kan blive væk fra sin mor.

Ungens mor skal nok vende tilbage.
Ungens mor skal nok vende tilbage.
Foto: Casper Tybjerg

- Moderen vil aldrig forlade sin unge, men vende tilbage til der, hvor hun efterlod den. Derfor er det vigtigt, at ungen ligger på samme sted, og at der er ro til at gå i land og die ungen. Det kan være svært, hvis der er mange mennesker, og særligt hvis de går helt hen til ungen for at hjælpe den. Mit bedste råd er at gå i en bue uden om sælungen og nyde synet af den på afstand. Så skal moderen nok tage sig af resten, siger vildkonsulent Ivar Høst fra Naturstyrelsen.

Ser man en såret sælunge, kan man ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812 eller Fiskeri- og Søfartsmuseet på 7612 2000.