Ellemann på orlov: Lose bliver fungerende V-formand og Troels Lund overtager ansvar for Forsvarsministeriet

Jakob Ellemann-Jensen har været igennem en turbulent periode og går nu på orlov på ubestemt tid. Det betyder midlertidige nøglepositioner til Stephanie Lose og Troels Lund Poulsen.

Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) går på sygeorlov på ubestemt tid efter et ildebefindende i sidste uge.

Det fremgår af et opslag på Facebook.

- Jeg har haft usædvanligt travlt gennem længere tid. Nu sender min krop et signal om, at det er tid til at tage en pause, hvis ikke det skal ende galt. Det vil jeg lytte til.

- Konklusionen er derfor, at jeg, efter råd fra min læge, bliver nødt til at trække stikket i en periode og tage orlov. Og så vender jeg tilbage, når jeg er klar, skriver han.

Økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) fra Vejle bliver fungerende forsvarsminister, mens regionsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose, skal stå i spidsen for Venstres organisation.

Uvist med forsvarsforlig

Regeringen har indledt forhandlinger med Folketingets partier for at få et nyt forsvarsforlig på plads. Det er uvist, hvad hans orlov betyder i den henseende.

I sidste uge var Ellemann onsdag forbi Rigshospitalet efter et ildebefindende, hvor han oplevede svimmelhed og hovedpine.

Ellemann oplyste efterfølgende, at han havde det fint.

Han blev formand under en turbulent tid i Venstre i september 2019, efter at Lars Løkke Rasmussen blev væltet som formand.

Siden har han forsøgt at samle partiet, mens flere profiler forsvandt fra Folketinget for at fortsætte deres karriere andetsteds.

Efter en lang valgkamp fik Venstre som forventet stryg ved folketingsvalget, hvor partiet gik 20 mandater tilbage.

Ellemann forhandlede siden om at danne regering med Socialdemokratiet og Moderaterne, hvilket lykkedes efter flere uger.

Efterfølgende har han haft en del udenlandsrejser som ny forsvarsminister, hvilket han beskriver som en drømmepost.