En af årets største rejsedage: Vær tålmodig og kør fornuftigt

Trafikstyrelsen forventer tæt trafik på de syd- og sønderjyske veje i forbindelse med skiftedag i sommerhusene.

Lørdag kan blive en travl dag på de syd- og sønderjyske veje, fordi der er skiftedag i sommerhusene, og mange danskere holder ferie.

- Her i sommerferien er lørdag den helt store rejsedag, og i år er det måske i et endnu større omfang, fordi flere holder ferie i Danmark. Vi oplever i hvert fald, at der er endnu flere biler på vejene end normalt på de her lørdage, siger Mette Nedergaard, vagthavende hos Trafikstyrelsen. 

Det vil især være trafikken til og fra sommerhusområderne i det vestjyske, omkring Kolding i nordgående retning  og ved grænsen til Tyskland, at Trafikstyrelsen forventer mange bilister. 

- Så man skal væbne sig med tålmodighed og eventuelt sørge for underholdning til børnene på bagsædet, hvis uheldet skulle være ude, siger Mette Nedergaard. 

Kan komme ventetid ved grænsen

Sidste lørdag var trafikken ved grænseovergangene også præget af lange kødannelser, hvor bilister oplevede at sidde fast i trafikken i op til 90 minutter.

- Man skal være forberedt på, at der igen i dag kan være mange biler ved grænsen til Tyskland. I lørdags så vi, at køen var op til 10 kilometer, og vi forventer også en udpræget trafik i dag, siger Mette Nedergaard.

Allerede nu oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter, at der er ventetid ved Frøslev på cirka 20-30 minutter og ti minutters ventetid ved Kruså.

Det er især mellem klokken 11 og 15, at Trafikstyrelsen forventer tæt trafik på vejene, og de råder derfor til at køre uden for tidsrummet, hvis det er muligt.

Gode råd til køreturen:

  • Kør uden for de mest trafikerede tidspunkter
  • Sæt god tid af til din rejse
  • Vær opdateret på trafiksituationen både før og under køreturen
  • Hold god afstand
  • Hav solbriller og drikkevarer med på turen
  • Tjek vejrudsigten, før du kører

Kilde: Trafikstyrelsen.dk