Endnu en efterårsagtig sommerdag i vente

Torsdag bliver også en kølig og blæsende efterårsagtig sommerdag, men der er godt nyt på vej allerede fredag.

Torsdag bliver mest skyet og måske med en let byge, oplyser DMI. Men allerede i løbet af eftermiddagen bliver det mere tørt, og solen vil komme frem nogle steder.

Det vil dog fortsat være en blæsende dag især ved kysterne, hvor temperaturen ikke forventes at komme over de 15 grader. Lidt lunere bliver det inde i landet, hvor termometeret kan snige sig op mod de 20 grader.

Vinden lægger sig i løbet af aftenen, og allerede fredag kan vi forvente meget lunere vejr uden særlig megen blæst og med sol og sommerlige temperaturer på op mod 23 grader.

Det gode vejr ser ifølge DMI ud til at holde ind i weekenden. Søndag kan dog nogle steder byde på skyer og bygevejr.