Er dine børn kræsne? Her er kostvejlederens råd til forældrene

31 procent af danske forældre mener, at deres børn er kræsne - men børnene er uenige, viser en ny undersøgelse. Få kostvejlederens råd til bedre madvaner her i artiklen.

De fleste forældre kender det nok. Familien er samlet omkring spisebordet. Maden damper fra gryderne, men ungerne sidder og rynker på næsen.

En ny undersøgelse fra Arla Fonden viser, at hver tredje forælder synes, at de har kræsne børn.

- De tal kommer ikke bag på mig. Børn og voksne har forskellige smagsløg, men forældrene forventer, at børnene kan lide det samme som dem. Det kan de ikke altid, men det betyder ikke nødvendigvis, at de er kræsne, lyder det fra kostrådgiver Yvonne Luff Gottfredsen.

Børnene er dybt uenige

Hun er uddannet kostrådgiver, sundhedscoach og arbejder til dagligt på Tønder Kommunes Sundhedsklinik, hvor hun møder mange børn og deres forældre til en snak om kostvaner.

- Jeg har indtryk af, at langt de fleste børn er madmodige og gerne vil være det, sider hun.

Børnene er da heller ikke enige med deres forældre i, at de er kræsne. Faktisk mener 77 procent af de 1.000 adspurgte børn i undersøgelsen, at de er madmodige. 

Fem hurtige fra undersøgelsen:

  • 31 procent af forældrene mener, at de har kræsne børn

  • Seks ud af 10 børn er blevet kaldt kræsne

  • 15 procent af børnene bliver kede af at blive kaldt kræsne

  • 67 procent af børnene siger, at de godt kan lide at smage ny mad

  • 77 procent af børnene mener, at de er madmodige

Bagslag at kalde børn for kræsne

Arla Fondens årlige Børn-, Unge- og Mad-undersøgelse af de 11-15-åriges madvaner viser desuden, at ’kræsenpind’ er et yndet ord hos de danske børnefamilierne ved spisebordet.

Men det kan give bagslag. 15 procent af børnene er kede af at blive kaldt kræsne, og to ud af 10 nægter at smage på maden, hvis forældrene taget ordet i deres mund.

- Jeg er stor modstander af at kalde sine børn for kræsne. Det er ærgerligt, at det ord bliver brugt, for det er så negativt. I stedet burde man vende den om og opfordre børnene til at blive madmodige, siger Yvonne Luff Gottfredsen.

Yvonne Luff Gottfredsen er kostrådgiver og arbejder til dagligt med børnefamiliers madvaner.
Yvonne Luff Gottfredsen er kostrådgiver og arbejder til dagligt med børnefamiliers madvaner.
Foto: Michael Bring-Nielsen.

Tag børnene med i madlavningen

Hun opfordrer forældrene til at tage deres børn med i køkkenet under madlavningen.

- Hvis børnene er med til at lave maden, vil de være mere interesserede i at spise den, og man kan i mange tilfælde undgå konflikten ved bordet, siger hun.

Og måske skal det, ifølge Yvonne Luff Gottfredsen, være børnene, der smager maden til.

- Det vil være sundt for forældrene at lade børnene bestemme smagen. Hvordan kan de lide den? Det kunne forældrene være mere nysgerrige på, lyder opfordringen.


En ny ret hver uge

Hun advarer desuden forældrene om at køre i de samme retter hver uge.

- Børnefamilier har travlt, så det skal være nemt og hurtigt at lave mad. Derfor kører mange i de samme fem retter. Men det indskrænker smagssansen. Børnene skal udvikle deres smagssans ved at smage nye ting, siger hun og opfordre forældrene til at indføre en ny ret hver uge. 

Om undersøgelsen:

I Arla Fondens årlige Børn-, Unge- og Mad-undersøgelse bliver godt 1.000 børn i alderen fra 11-15 år spurgt om deres tanker, følelser og erfaringer med mad. 

Børnenes forældre er blevet stillet mange af de samme spørgsmål. 

Ingen andre undersøgelser i Danmark ser på børnenes forhold til mad ved at spørge børnene på denne måde. 

Hele rapporten kan læses på www.bornungeogmad.dk