Ét parti gnider sig i hænderne over Nye Borgerliges "nedsmeltning"

Nye Borgerliges nedsmeltning vil gavne Dansk Folkeparti, spår TV SYDs politiske analytiker. Men gevinsten afhænger af, hvor længe Vermund bliver.

Opdateret med kommentar fra Dansk Folkepartis næstformand, Peter Kofod.

Siden Dansk Folkepartis fænomenale valg i 2015 er det bare gået ned ad bakke for partiet.

Mandaterne er raslet væk i takt med, at andre partier stod klar i kulissen til at overtage partiets mærkesag som indvandrerkritisk parti.

quote

Der er nogen i Dansk Folkeparti, der sidder og gnider sig i hænderne lige nu

Rikke Baltzer, nyhedsredaktør for JydskeVestkysten og politisk analytiker for TV SYD

Men nu ser det ud til, at er ulykken er vendt for Dansk Folkeparti. 

Med Lars Boje Mathiesens eksklusion som formand for Nye Borgerlige efter blot en måned på posten står Dansk Folkeparti nemlig godt.

- Nye Borgerlige står i en nedsmeltning. Der er nogen i Dansk Folkeparti, der sidder og gnider sig i hænderne lige nu. For med den her situation så står Dansk Folkeparti langt bedre nu, end end de har gjort tidligere, siger Rikke Baltzer, nyhedsredaktør for JydskeVestkysten og politisk analytiker for TV SYD.

Også på formandsposten i Dansk Folkeparti har der været tumult, og partiet har af politiske analytikere været spået på vej mod afgrunden, siger Rikke Baltzer.

- Men Dansk Folkeparti har jo hele tiden selv stået og sagt: "Bare vent, vi kommer tilbage". Og det kan jo tyde på, at de kan få ret.

Nedtur i Nye Borgerlige

Det har været nogle hårde måneder for Nye Borgerlige: 

  • I løbet af valgperioden stod partiet i flere målinger til mere end 10 procent af stemmerne, men da valgdagen oprandt 1. november, fik Nye Borgerlige 3,7 procent, der udløste seks mandater. 

  • Siden folketingsvalget i november har partiet mistet tre folketingsmedlemmer: Mette Thiesen og Mikkel Bjørn Sørensen, der begge er blevet medlemmer af Dansk Folkeparti – og nu Lars Boje Mathiesen. Partiet er dermed nede på tre folketingsmedlemmer og er det mindste parti i Folketinget. 

  • De to partistiftere, Pernille Vermund og Peter Seier Christensen, har trukket sig som formand og næstformand.

  • Den nyvalgte næstformand, Henriette Ergemann, trak sig efter blot to uger på posten.

  • Hovedbestyrelsesmedlem Rune Bønnelykke er desuden blevet ekskluderet for illoyal og partiskadelig virksomhed.

 Kilde: TV2.dk

Dansk Folkepartis næstformand fra Haderslev, Peter Kofod, håber generelt, at det kommer til at gå partiet bedre. Men det skal helst ikke være på bekostning af et andet partis nedtur.

- Jeg tror meget på, at vi skal bevise for vores vælgere, at vi er en stemme værd. Jeg kommer ikke bare til at sidde på min flade og sige, at det (Nye Borgerliges problemer, red.) vil gavne os. Vi skal gøre os fortjent til den tillid. Der bliver ikke solgt noget bjørneskind endnu, siger Peter Kofod.

Hvor længe bliver Vermund?

Eneste sten i skoen for Dansk Folkeparti skulle da lige være, hvor længe Pernille Vermund har tænkt sig at blive.

- Det er straks værre for Dansk Folkeparti, hvis Vermund genopstiller, for hun er en nøglefigur. Men omvendt står Nye Borgerlige bare i en situation, hvor Dansk Folkeparti sagtens kan lukrere på det, siger hun.

Der er rift om de "gule" stemmer i Syd- og Sønderjylland. I 2015 blev Dansk Folkeparti det største parti i Sydjyllands Storkreds med undtagelse af Esbjergkredsen og Vardekredsen.

Men efter Dansk Folkeparti ikke gik med i regeringen dengang, begyndte det at gå tilbage for partiet, og flere andre partier overtog Dansk Folkepartis indvandrerkritiske politik.

- En stor del af vælgerne her i landsdelen stemmer indvandrerkritisk. Men selvom Dansk Folkeparti gik meget tilbage ved valget i 2019, så var det ikke fordi, der var færre, der stemte på et indvandrerkritisk parti. De er bare gået til Nye Borgerlige og Inger Støjberg. Så det er hele dynamikken mellem det gule Danmark, der er på spil.

Krævede 2,6 mio. kroner

Ifølge Jesper Hammer, der er organisatorisk næstformand i hovedbestyrelsen, skulle Lars Boje Mathiesen "helt uhørt" have henvendt sig med et krav om at få overført cirka 350.000 kroner fra partiet til sin egen private konto.

Pengene skulle gå til en personlig brandingkampagne, "som ikke har en direkte relevans og sammenhæng med Lars Boje Mathiesens medlemskab og formandskab i Nye Borgerlige".

Jesper Hammer skriver videre, at Lars Boje Mathiesen stillede et "uhørt" ultimatum ved at sige, at han ville trække sig som formand, hvis ikke pengene stod på hans konto fredag morgen.

Hovedbestyrelsen hævder desuden, at eksformanden i løbet af de seneste uger har afkrævet bestyrelsen og forretningsudvalget i partiet over 2,6 millioner kroner i form af en uopsigelig kontrakt på fire år for at forblive som formand for partiet.

Det fik hovedbestyrelsen til at ekskludere Lars Boje Mathiesen, og i samme ombæring sendte Jesper Hammer et brev til alle medlemmer.

Læs Jesper Hammers brev til medlemmerne

Kære (medlem, red.)

Det er dybt beklageligt, at jeg skal orientere jer om dette, da det kun er lidt over en måned siden, vi valgte ny formand for Nye Borgerlige. Men der er ingen anden udvej, efter at Lars Boje Mathiesen mere eller mindre har valgt at sætte en pistol for panden af partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg.

Lars Boje Mathiesen har helt uhørt henvendt sig med et krav om at få overført cirka 350.000 kroner, der står på en intern underkonto i partiet, til sin egen private konto til en personlig brandingkampagne. En kampagne som partiet ikke indgår i og som ikke har en direkte relevans og sammenhæng med Lars Boje Mathiesens medlemskab og formandskab i Nye Borgerlige.

Hvis ikke pengene blev overført senest fredag morgen, har Lars Boje Mathiesen gjort det klart, at han øjeblikkeligt ville træde tilbage som formand for Nye Borgerlige og melde sig ud af vores parti. Samtidig har Lars Boje Mathiesen oplyst, at hans udmeldelse vil koste partiet 350.000 kroner månedligt på grund af tab af støttemidler til folketingsgruppen.

Lars Boje Mathiesen er af den opfattelse, at midlerne på partiets interne konto er hans donationspenge og private ejendom, hvilket klokkeklart er blevet afvist af vores revisionsfirma EY, der fastslår, at de modtagne donationer er til partiet, da de er gået ind på partiets konto og administreres af partiet. Det er indiskutabelt ikke Lars Boje Mathiesens personlige donationer, fastslår revisorerne.

Det er juridisk muligt at foretage en overførsel fra Nye Borgerlige til Lars Boje Mathiesen. Dog kun som donation til Lars Boje Mathiesen der vil blive skattepligtig af beløbet. Dispositionen af donationsmidler sker i overensstemmelse med love og regler i regi af hovedbestyrelsen, hvorfor denne trådte ekstraordinært sammen torsdag aften.

På hovedbestyrelsesmødet var der en aktiv stillingtagen til det etiske og anerkendelsesværdige i, hvorvidt en sådan donation er i tråd med partiets politik, program, budget, anerkendelsesværdige initiativer, etiske donationsregler og andre relevante beslutninger og lovgivningsmæssige forhold. Det er og har altid været vigtigt for Nye Borgerlige, at donationer og brug af donationsmidler håndteres efter gældende lovgivning.

Vi har så sent som i efteråret 2022 i hovedbestyrelsen vedtaget et sæt etiske retningslinjer for håndtering af donationer, hvor der er truffet beslutning om en høj etisk standard, der ønsker at overholde såvel lovgivning som intentionen med lovgivningen. I den konkrete sag her har det oplyste formål ikke noget med partiet at gøre, og det anerkendelsesværdige formål mangler ligeledes.

På hovedbestyrelsesmødet valgte vi derfor ikke at imødekomme Lars Boje Mathiesens krav om at få overført donationsbeløbet til sin private konto.

At Lars Boje Mathiesen desuden de seneste uger har afkrævet hovedbestyrelsen og forretningsudvalget over 2,6 millioner kroner i alt – foruden sit folketingsvederlag på over 65.000 kroner om måneden eksklusiv pension – for at forblive som formand for vores parti, har selvsagt ikke gjort os mildere stemt.

En 4-årig uopsigelig kontrakt med et formandshonorar på 55.000 kroner om måneden inklusiv pension, som Lars Boje Mathiesen ville have udbetalt til sin virksomhedskonto frem for sin lønkonto for at spare penge i skat, rimer slet ikke på at være formand for Nye Borgerlige.

Hvad der driver Lars Boje Mathiesen, ved vi ikke. Men i hovedbestyrelsen og i forretningsudvalget er vi forundrede over de abnorme krav, som Lars Boje Mathiesen har sat for at bestride det ærefulde hverv, det er at være i front for vores parti.

Hvis vi var gået med til dem, ville det være gået ud over både jer medlemmer, vores sekretariat og dermed det organisatoriske og politiske arbejde i partiet. Det er ikke rimeligt, for ingen personer er vigtigere end sagen og partiet.

Derfor har vi i enstemmighed været nødsaget til at sige fra over for Lars Boje Mathiesens krav og metoder og ekskludere ham fra partiet samt folketingsgruppen.

Processen med at finde en ny formand går nu i gang. I vil selvfølgelig blive orienteret, når vi ved mere om dette. Indtil da vil hovedbestyrelsen tage et fælles ansvar for at lede partiet.

Med venlig hilsen

Jesper Hammer på vegne af hovedbestyrelsen