Falsk bankmand fupper ældre - nu er han efterlyst af politiet

Mindst 13 gange er det lykkedes en bedrager at få udleveret dankort og pinkode fra godtroende ældre borgere.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser nu en mand, der er mistænkt for at stå bag adskillige bedragerier mod ældre.

Manden har i alle tilfælde kontaktet borgerne telefonisk og udgivet sig for at komme fra vedkommendes bank. 

Her har han fået oplyst dankort og pinkode, efter at han har fortalt borgerne, at deres konti er blevet hacket.

Det er lykkedes, fordi han efter telefonopkaldet mødte personligt op, og fik dankort og pinkode udleveret.

De 13 tilfælde af bedrageri er sket i henholdsvis Sønderborg, Aabenraa og i Esbjerg.

Ifølge politiet er det tale om en mand, der taler dansk uden accent. Manden har nogle karakteristiske Nike sko på med en grøn stribe.

Har du kendskab til manden, eller oplysninger der kan hjælpe politiet, kan de kontaktes på telefon  114.

Her er en række gode råd til borgere

  • Tal med ældre i din omgangskreds og understreg, at de ikke må udlevere dankort, pinkoder, NemID-oplysninger, kontooplysninger m.m. til andre.

  • Vær kritisk. Overfør aldrig penge til personer, hvor du ikke er sikker på deres sande identitet.  Stol ikke på, at folk, der kontakter dig uopfordret, er dem, de udgiver sig for at være.

  • Husk, at virksomheder eller offentlige myndigheder aldrig vil ringe og bede dig om at overføre penge eller bede dig om at udlevere dit dankort, NemID, kontooplysninger osv.

  • Stol ikke på telefonnumre og e-mailadresser. Hvis henvendelsen er mistænksom, er det ikke nok at google telefonnummeret eller e-mailadressen. Gerningsmanden kan få telefonnumre og e-mailadresser til at se ud som om, at de kommer fra myndigheder, pengeinstitutter osv.