Netop nu efterforskes en sag om tyveri og hæleri af elektrisk værktøj for flere hundredetusinde kroner af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Fanget på vej ud af Danmark
Den 7. oktober blev fire mænd anholdt på Sønderjyske Motorvej tæt ved Padborg. Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi var mændene på vej ud af Danmark.
Politikredsen oplyser, at tyvekosterne ved anholdelsen blev fundet i en dansk indregistreret varebil ført af en dansk mand fra Købehavn på 27 år. Han blev dagen efter anholdelsen varetægtsfængslet i fire uger.
De tre andre anholdte - to serbiske mænd på 23 og 34 år samt en 28-årig mand fra Bulgarien - kørte i en anden bil på samme strækning.
De tre mænd i følgebilen blev til en start varetægtsfængslet i en uge. Dette er fredag ved Retten i Sønderborg blevet forlænget med tre uger, så de nu alle fire sidder varetægtsfængslet i fire uger fra den 8. oktober.
Alle fire mænd er sigtede for tyveri og hæleri.
Hvad er UKA Vest?
- Specialenhed med sæde i Padborg
- Enheden består af operativt personale, efterforskere og analytikere
- Enheden skal bekæmpe kriminalitet i grænseregionen, der overskrider den dansk-tyske grænse
23 gerningssteder - indtil videre
I forbindelse med UKA Vests efterforskning har man foreløbigt fundet frem til 23 gerningssteder i Trekantområdet.
Gerningsstederne inkluderer både byggepladser og varebiler. Det er blandt andet i Kolding og Fredericia, at værktøjet for flere hundredetusinde kroner er blevet stjålet.
De fire sigtede nægter sig skyldige.