Første hverdage i det nye år byder på lave temperaturer

Tirsdag vil det igen begynde at blive lidt koldere, da der endnu engang kan komme lidt vinterlige byger.

I den første uge i det nye år vil de danske temperaturer ikke komme højt op på skalaen. I hvert fald ikke når det gælder mandag til torsdag.

Mandag kommer temperaturen op på omkring syv graders varme, og der vil være mest skyet vejr.

Der vil stedvis være lidt regn eller byger.

Det fortæller vagthavende meteorolog Anna Christiansson ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tidligt mandag morgen.

Mandagsvejret vil også byde på jævn til hård vind fra sydvest. Dog kan de heldige måske få lidt sol at se. Mulighederne for dette vil nok være størst i Nordjylland, fortæller meteorologen.

Tirsdag vil temperaturen være mellem tre til seks graders varme, og i den sydøstlige del af landet bliver det mest skyet, og det ser ud til, at der til tider kan komme regn.

- I resten af landet har vi enkelte byger, som kan være med slud, men også perioder med lidt eller nogen sol.

- Det begynder at blive lidt koldere igen fra tirsdag, da vi igen kan få lidt vinterlige byger, siger Anna Christiansson.

Natten til onsdag vil ligesom natten til tirsdag byde på nul til fem graders varme.

Onsdag kan den vestlige del af landet få perioder med sol. Der vil samtidig komme byger mange steder. De kan igen være med slud, og der vil være mest skyet vejr.

I forhold til dagene forinden kan der desuden komme lavere temperaturer.

De vil således blive på to til fem graders varme. Det samme kan gælde natten til torsdag, hvor de kan falde til mellem én plusgrad og fire graders frost, oplyser Anna Christiansson.

Når ugen rammer torsdag, vil der først være nogen sol, men i løbet af dagen bliver det skyet fra vest.

- Der bliver dagtemperaturer mellem frysepunktet og fire graders varme. Om natten mellem frysepunktet og fire graders frost, siger meteorologen.

Natten til fredag vil der komme nedbør, som kan falde som slud eller måske en overgang sne.