Forsamlingsforbud bremser idrætten for voksne

De nye restriktioner for at mindske covid-19-smitten påvirker idrætten for personer over 21 år, da der fra mandag kun må være ti personer samlet.

Det er stadig muligt at klatre i ribbe, hoppe over buk og kaste med bolde for børn og unge, men for alle over 21 år bliver idræt med mange deltagere nu stoppet.

Det meddelte Statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde fredag aften. Fra mandag vil forsamlingforbuddet blive sænket til ti personer.

Det får konsekvenser for idrætsaktiviteter landet over med undtagelse af de yngste udøvere, der stadig kan få lov at dyrke idræt med mere end ti personer samlet på samme tid.

Håndbolden indstilles i Varde

De nye regler får en blandet modtalgelse hos Varde Håndboldklub, der er nødt til at sætte idrætten på pause.

- Vi lukker vores seniorhold ned, men vi stopper også vores U19-piger. De nye regler får betydning for omkring 50-60 mennesker, siger Jan Hansen, formand for Varde Håndboldklub.

Han mener dog, at der kan indføres yderligere tiltag for at mindske smitterisikoen blandt de yngre spillere.

- Man kunne indføre holdbobler, så man kun har træningskampe mod de samme tre-fire hold. På den måde vil vi kunne undgå at møde mange i en kontaktsport, som håndbold i den grad er, siger Jan Hansen.

Ærgerligt, men forståeligt

Hos Sønderborg Familie og Firma Sport vil de nye regler komme til at ramme omkring 250 personer.

- Det er ærgerligt for idrætsaktiviteterne, men jeg kan samtidig godt forstå det, siger formand for Sønderborg Familie og Firma Sport, Jonny Arnold.

- Det er synd for foreningerne, men idrætslivet får gode kompensationer, så vi skal ikke klage, tilføjer Jonny Arnold.

Hos DGI Sydøstjylland er de klar til at skrue op for indsatsen, så ingen kommer til at lide under de nye restriktioner. De vil blandt andet kigge på at arrangere gåture og online træning.

- Der er rigtig mange ældre mennesker, som kan være i en situation, hvor de bliver en smule angste for at komme afsted. Så dem bliver vi nødt til at tage hånd om og få fortalt, at der er andre måder at mødes på, for de kommer til at lide, hvis ikke vi gør en særlig indsats for dem, siger Dan Skjerning, formand for DGI Sydøstjylland.

De nye restriktioner vil gælde de kommende fire uger.