Grænsekontrol pillet ud af finansloven – regeringen skal finde ny finansiering for grænsekontrol

Radikale Venstre ønskede ikke, at grænsekontrollen blev finansieret i finansloven. Grænsekontrollen fortsætter dog, forsikrer regeringen.

Mandag aften blev finansloven for 2020 vedtaget af partierne i rød blok, og her var en af uenighederne grænsekontrollen. Af aftalepapiret fremgår det, at partierne er blevet enige om at ”afskaffe reserven til ekstraordinære indsatser i grænseområdet”, hvilket blandt andet indebærer grænsekontrollen.

Grænsekontrollen er lige nu finansieret indtil årsskiftet, men også næste år vil grænsekontrollen fortsætte, forsikrer Christian Rabjerg Madsen, Soc.dem.

- Vi ønsker i regeringen at fastholde grænsekontrollen, som vi kender den, fordi den er vigtig. Derfor vil vi fremsende et aktstykke, så vi kan finansiere den over en regeringsreserve, siger Christian Rabjerg Madsen.

Grænsekontrollen løber lige nu på en midlertidig forlængelse til april. Skal grænsekontrollen fortsætte herefter, skal denne tilladelse også forlænges.