Grænsekontrollen fylder fem år: - Lange udsigter til åbne grænser mener EU-ekspert

I dag er det præcis fem år siden, at migrant- og flygtningestrømme til Europa fik den daværende regering til at indføre ti dages grænsekontrol. Fem år senere står kontrollørerne stadig på grænsen uden udsigt til at forsvinde.

Ti dages grænsekontrol er år efter år blevet forlænget. Mandag fylder grænsekontrollen fem år.

I løbet af 2015 krydsede 1,2 millioner mennesker Middelhavet i et forsøg på at nå Europa. Langt de fleste kom fra krigshærgede Syrien, Afghanistan og Eritrea.

Grænsekontrollen blev indført den 4. januar 2016 som en direkte reaktion for at dæmme op flygtningestrømmen.

quote

- At der i dag står kontrolbygninger på stregen ved grænsen, det havde jeg ikke regnet med.

Borgmester Thomas Andresen, Aabenraa Kommune, Venstre

Spørger man Aabenraas borgmester Thomas Andresen, havde han ikke forestillet sig, at der nu, fem år senere, stadig var decideret kontrol nede til nabolandet.

Borgmester Thomas Andresen havde ikke troet, at der i dag skulle stå kontrolhuse ved grænseovergangen som her ved Padborg.
Borgmester Thomas Andresen havde ikke troet, at der i dag skulle stå kontrolhuse ved grænseovergangen som her ved Padborg.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

- Nej, det havde jeg ikke. Jeg havde forestillet mig en eller anden form for kontrol i og med, man har fået nummerpladescannere og intensiveret baglandskontrollen gennem politiarbejdet, men at der i dag står kontrolbygninger på stregen ved grænsen, det havde jeg ikke regnet med, siger venstre-borgmester i Aabenraa Kommune Thomas Andresen til TV SYD.

Da den daværende venstre-regering indførte grænsekontrollen for at lette presset på EU's ydre grænser, skulle den vare ti dage med mulighed for forlængelse i yderligere ti dage. Efter flygtningestrømmene lagde sig, blev argumentet om at bevare grænsekontrollen ændret til at imødegå en terrortrussel mod Danmark.

Før genindførslen af grænsekontrollen havde grænsen mellem Danmark og Tyskland stået åben i 15 år som aftalt mellem 26 EU-lande i Schengen-samarbejdet.

Dette betød også, at mindretallet på begge sider af den dansk-tysk grænse indtil for fem år siden gnidningsfrit kunne krydse grænsen.

- Vi er vant til at bruge grænsen kulturelt, familiært og i erhvervsøjemed, og der skal den helst være så åben som muligt.

Derfor så borgmesteren i Aabenraa helst, at kontrollen og politiarbejdet kunne foregå andre steder uden af genere lokalbefolkningen.

- Vi skal have intelligent politiarbejde og en eller anden form for kontrol ud af landet, men for mig kan det lige så godt foregå et andet sted end lige på stregen, og det skal være målrettet, så det ikke er hr og fru Danmark, der kontrolleres, siger Thomas Andresen.

I dag er grænserne mellem EU's lande i mellemtiden blevet lukket af helt andre årsager.

Den 14. marts lukkede de danske myndigheder for grænsen som en del af den første nedlukning, da coronapandemien ramte landet. Grænsen blev igen åbnet for enkelte lande hen over sommeren, men er i dag lukket for alle uden et anerkendelsesværdigt formål.

Ifølge direktør i Tænketanken Europa, Lykke Friis, betyder situationen med coronavirussen, at der er lang vej tilbage mod åbne grænser selv efter pandemien.

- Under coronakrisen har 19 lande indført grænsekontrol. Derfor står man nu, hvor man skal blive enige om en helt ny schengen-pakke. Kommissionen mødes først i maj måned, og derfra er der et stykke til, kommissionen kan blive enige om nye regler, fortæller Lykke Friis til TV SYD.