Grundskylden stiger: Se hvor meget i din kommune

Boligejerne skal betale mere i skat til kommunen næste år. De største stigninger venter boligejerne på Fanø og i Vejle.

Boligejernes grundskyld stiger med i gennemsnit på 650 kroner i 2021. Det viser tal fra Finans Danmark.

Det betyder også, at de Syd- og Sønderjyske boligejere skal betale mere skat til kommunen.

Grundskylden beregnes ud fra den offentlige vurdering af grundværdien, og her får  boligejerne på Fanø den største stigning. 

Her bliver den gennemsnitlige ændring på 840 kroner. På de næste pladser kommer Vejle og Varde kommuner med stigninger på gennemsnitlig 610 og 600 kroner.

I den anden ende slipper boligejerne i Aabenraa kommune noget billigere. Her er den gennemsnitlige stigning på 170 kroner.

Skal ikke betale nu

Langt de fleste skal dog ikke have flere penge op ad lommen af den grund.

Det skyldes, at stigningen i grundskylden fra 2018 er blevet indefrosset som et rente- og gebyrfrit lån hos kommunen, indtil ejerne sælger boligen.

Den model blev vedtaget i 2017 frem til et nyt boligskattesystem træder i kraft. Det ventes at ske i 2024.

- Fra andet halvår 2021 forventes indefrysningsordningen at blive frivillig, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør, i en kommentar.

- Boligejerne vil derfor kunne vælge at indfri deres lån hos kommunen og efterfølgende løbende betale deres fulde grundskyldsregning, siger hun.

Så meget stiger grundskylden i din kommune

  • Fanø 840 kr.
  • Vejle 610 kr.
  • Varde 600 kr.
  • Kolding 550 kr.
  • Fredericia 540 kr.
  • Esbjerg 470 kr.
  • Horsens 450 kr.
  • Sønderborg 350 kr.
  • Hedensted 290 kr.
  • Billund 260 kr.
  • Vejen 210 kr.
  • Haderslev 210 kr.
  • Tønder 190 kr.
  • Aabenraa 170 kr.


Stigningen er for ejerboliger og gælder huse, ejerlejligheder samt fritidshuse i et samlet gennemsnit.


(Kilde: Finans Danmark)