Hedebølge på vej til syd- og sønderjyderne

Onsdagens vejr byder på sol fra en skyfri himmel, og fra torsdag varsler DMI hedebølge i den sydligste del af Jylland.

Kalenderen siger sommer, og det gør vejrudsigten så sandelig også. 

I ugens løb er der opbygget et højtryk over Østeuropa, og en varm luft fra Centraleuropa strømmer op over især den syd- og østlige del af Danmark. 

Det betyder, at onsdag bliver lun med temperaturer på mellem 18 og 23 grader, mens varmen for alvor tager fat fra torsdag. 

Den varme luftstrøm sydfra pumpes for alvor op over Danmark torsdag, og kombinationen af den varme luft og stort set skyfrit vejr giver anledning til hedebølge i den sydøstligste del af Jylland, Fyn, Sjælland og Lolland/Falster.

Sådan lyder meldingen fra DMIs meteorologer.

Hedebølge

Hedebølge er defineret ved gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 28 grader


Kilde: DMI

Der er gode chancer for at temperaturen runder de 30 grader i det centrale og sydlige Jylland, mens den generelle maksimumtemperatur kommer til at ligge mellem 25 og 28 graders varme. 

I weekenden vil der trække kraftige tordenbyger indover landet, men det varme vejr vender tilbage mandag.

Temperaturen nærmer sig 30 grader flere steder i landet torsdag.
Temperaturen nærmer sig 30 grader flere steder i landet torsdag.
Foto: Tv2 Vejret/Grafik