Her er Danmarks vådeste kommune

Klimaforandringerne er skyld i de store mængder regn, som efteråret har budt på.

Det er formentligt ikke gået nogens næse forbi. Efteråret har været vådt. Rigtig vådt.

I Esbjerg Kommune er der siden den 1. september faldet 489,2 millimeter regn, og dermed scorer kommunen titlen som efterårets vådeste.

- Det er imponerende mængder regn, understreger TV 2's vejrvært Andreas Nyholm. 

Det er ifølge ham klimaforandringerne, der er skyld i de store mængder regn, som efterårets måneder har budt på. For når temperaturerne stiger, så gemmer skyerne på mere vand, og det er grunden til, at vi de seneste år har oplevet vådere vejr end tidligere.  

Med 482,6 millimeter regn går Varde Kommune med andenpladsen, mens mængden af regn falder mod øst. I Sønderborg Kommune er der eksempelvis faldet 327,3 millimeter regn.

Det giver ifølge TV 2’s vejrvært Andreas Nyholm god mening, for det er de traditionelle forskelle, når lavtrykket kommer fra vest mod øst.

På landsplan er der siden efterårets begyndelse faldet 345 millimeter regn, hvor der normalt falder omkring 228 millimeter. 

Se her, hvor meget regn der er faldet i din kommune siden 1. september i år. 
Se her, hvor meget regn der er faldet i din kommune siden 1. september i år. 
Foto: TV SYD