Her får de 38 millioner kroner til otte nye cykelstier

Otte strækninger i syv syd- og sønderjyske kommuner kan nu gå i gang med at anlægge nye cykelstier efter millionstøtte fra staten.

Regeringen har nu sammen med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten fordelt 135 millioner kroner til nye cykelstier over hele landet. Tidligere i år blev der fordelt 370 millioner kroner til 20 nye cykelprojekter.

Otte strækninger i syv syd- og sønderjyske kommuner får i runde tal 38 millioner kroner i støtte fra staten, mens kommunerne selv skal bidrage med et lige så stort beløb, da betingelsen for statens tilskud er 50 procent kommunal finansiering.

- Interessen fra kommunerne har været rigtig stor, og det er nogle virkeligt gode projekter, der nu kan komme i gang. Det kan ikke siges nok, hvor godt det er for både klimaet og folkesundheden, jo flere der stiger ud af bilen og hopper på cyklen, siger transportminister Benny Engelbrecht, (S), i en pressemeddelelse .

I udvælgelsen er der blandt andet lagt vægt på, at flest muligt får gavn af projektet, større trafiksikkerhed for cyklister og at projektet bidrager til bedre sammenhæng.

Glade borgmestre

I Billund Kommune glæder borgmester Ib Kristensen, (V), sig over, at det bliver muligt at forbinde Sdr. Omme og Filskov med en asfalteret cykelsti.

- Lige nu er der en smal grussti på noget af strækningen og en trampesti på det sidste stykke, så det er en rigtig god nyhed. Vi skal nok finde vores del af finansieringen, siger Ib Kristensen. 

I Haderslev bliver det mere sikkert for skolebørn at passere et industriområde.

- Vi har sat vores del af pengene af i næste års budget, så det glæder mig, at vi nu kan komme i gang, siger borgmester H.P. Geil (V).

Vejle Kommune kan med den statslige støtte realisere et længe næret ønske om få en cykel- og fodgængerpassage ad Bredstenvej, der kan skabe en sikker forbindelse mellem naturområdet Kongens Kær syd for Bredstenvej og cykelstien på vejens nordside. 

Det bliver sandsynligvis i form af en bro over Bredstenvej umiddelbart vest for Vejle omkring midt mellem rundkørslen til Vejledalen og lyskrydset ved Buldalen.

De otte lokale strækninger

Billund Kommune: Sdr. Omme - Filskov, 4.011.000 kroner

Esbjerg Kommune: Cykelsti mellem Bramming og Store Darum, 11.112.500 kroner

Fredericia Kommune: Cykelstiprojekt på Snaremosevej, 750.000 kroner

Haderslev Kommune: Norgesvej og Louisevej, Haderslev, 2.967.500 kroner

Kolding Kommune: Buen, 1.227.400 kroner, og cykelstier langs Lyshøj Allé i Strandhuse, 4.197.000 kroner

Tønder Kommune: Agerskov-Branderup cykelsti, 6.079.467 kroner

Vejle Kommune: Sikre krydsning af Bredstenvej, 7.552.000 kroner

Kilde: Transportministeriet