Her kan du se dem: Fly over Danmark på flagdagen

To F-16 og et C-130 Hercules flyver over Danmark på Flagdagen for Danmarks udsendte i dag søndag.

To F-16 og et C-130 Hercules flyver over Danmark på Flagdagen for Danmarks udsendte i dag søndag, skriver Forsvarskommandoen i en pressemeddelelse.

Overflyvningerne er en respektfuld hilsen til aktive soldater, veteraner, de faldne og deres efterladte.

De to F-16'ernes rute er planlagt, så den går over flest muligt kaserner og garnisonsbyer, hvor der er mange veteraner.

De planlagte ruter kan ses via dette link til google maps. Bemærk at F-16 (blå rute) og C-130'eren(grøn rute) flyver forskellige ruter. Man skal zoome i kortet for at se tidspunkterne for overflyvningerne de forskellige steder.

Læs mere om udsendte for Danmark her:

  • En veteran er en person, der på baggrund af en beslutning truffet af Folketinget, regeringen eller en minister har været udsendt i mindst én international mission.
  • For at kunne kaldes veteran har man mindst været på mission i 28 sammenhængende dage under Forsvarsministeriets område.
  • Personen er veteran, uanset om vedkommende stadig er i Forsvaret eller i det civile.
  • Fra 1992-2020 har der været cirka 114.700 udsendelser.
  • Det samlede antal personer, der har været udsendt for Danmark fra 1948 til 2020, skønnes at være op mod 60.000 personer. Men registreringen begyndte først i 1992.
  • Ikke alle soldater kommer hele hjem efter missioner. Fra 1992-2020 omkom eller faldt 69 personer. Antallet af fysisk sårede var 266.
  • Siden flagdagen i 2015 er der ingen faldne, døde eller fysisk sårede.
    Kilder: Forsvarsministeriet.


F16-flyene letter fra Skrydstrup 11.50.

I Haderslev er der parade i bymidten Gravene fra klokken 11.45, hvor borgmester H.P. Geil (V) og chefen for Forsvarsstaben, generalløjtnant Kenneth Pedersen, holder taler.

Derefter er der march til Haderslev Kaserne og efterfølgende kranselægning ved mindetavlerne på kasernen fra omkring klokken 13.

Hercules-flyets rute er planlagt, så flyet er ved Christiansborg i København kl. 16.23, hvor den store parade i anledningen af flagdagen finder sted. Omkring 2000 soldater deltager i paraden.

I paraden deltager også kronprinsparret, medlemmer af regeringen, Folketinget og de myndigheder, der udsender personel i internationale missioner.

Også efterladte til omkomne i de internationale missioner deltager i paraden.