Her rammer stormen i dag

DMI har varslet om stormende kuling og vindstød af orkanstyrke langs vestkysten.

Allerede ved middagstid vil stormende kuling med vindstød af stærk storm- eller orkanstyrke, ifølge DMI, ramme hele vestkysten. Samtidig forventer man vindstød af stormstyrke i resten af landet.

Omkring vestkysten er der samtidig risiko for forhøjet vandstand.

Forud for stormen har Trekantområdets Brandvæsen sammen med Danske Beredskaber udsendt gode råd for at komme godt igennem storm og stormflod.

Gør dit hus klar til storm

  • Luk vinduer og døre, også tagvinduer – tjek også døre og vinduer i havestuen, haveskuret eller drivhuset
  • Fjern løse genstande eller bind dem fast – heriblandt havemøbler, parasoller, markiser, trampoliner, grill, kaninbure, krukker og legetøj. Er det ikke muligt at fjerne dem, bør du binde dem rigtig godt fast
  • Fastgør løse tagplader og tagsten – de er til fare for omgivelserne under storm
  • Fjern større, knækkede grene fra haven – ved storm kan de smadre vinduer i huset.

Gør dit hus klar til stormflod

  • Afblænd ventilationshuller i ydervægge og udsatte åbninger
  • Hav sandsække parat
  • Opbevar dyrebare ejendele i plastbokse og flyt dem væk fra kælderen
  • Begræns opstigende kloakvand.

Sådan bør du forholde dig i tilfælde af storm og stormflod

  • Følg med i meldinger fra myndigheder – hold øje med vejrudsigten og tjek løbende myndighedernes udmeldinger i pressen, på hjemmesider, via apps og sociale medier
  • Pas på, hvis du skal udenfor – hvis myndighederne fraråder unødig færdsel udendørs, bør du rette dig efter dette
  • Lad telefonen op i tilfælde af strømsvigt – hav gerne en opladet powerbank ved hånden, så du kan klare dig et stykke tid uden adgang til strøm
  • Hjælp dine naboer med at stormsikre – giv en hjælpende hånd til de naboer, der ikke er hjemme eller har svært ved at stormsikre selv.

    DMI forventer, at det kraftige blæsevejr vil løje af omkring klokken 22 søndag aften.