Historien gentager sig for Socialdemokratiet og Venstre

For 44 år siden gik de to hovedfjender også i regering sammen. Det skete også efter et katastrofevalg for Venstre.

Det er danmarkshistorisk, når Danmark nu får en regering med både Socialdemokratiet og Venstre. Men selv om det er overraskende for de fleste, så er det også et eksempel på, at historien gentager sig selv.

Således blev folketingsvalget den 15. februar 1977 en katastrofe for både Venstre og Det Radikale Venstre, der begge fik halveret deres folketingsgrupper.

Der skete næsten præcis det samme ved valget her i 2022. Her gik Venstre tilbage fra 23,4 til 13,3 procent af stemmerne, mens de radikale dykkede fra 8,6 til 3,8 procent.

Ét år og 57 dage

Nøjagtigt ligesom dengang førte det senere til, at Socialdemokraterne og Venstre, de to store rivaler, kom i regering sammen. Mod alle odds.

Det skete den 30. august 1978 med socialdemokraten Anker Jørgensen som statsminister og partifællen Ritt Bjerregaard som undervisningsminister. Mens Venstres leder Henning Christophersen blev udenrigsminister, og den sydvestjyske Venstremand Ivar Hansen blev minister for offentlige arbejder.

Venstremanden Ivar Hansen (til højre) var i regering med blandt andre socialdemokraten Knud Heinesen. Smilene var brede i begyndelsen, men regeringen holdt kun i 14 måneder, fordi der konstant var intern uenighed om linjen.
Venstremanden Ivar Hansen (til højre) var i regering med blandt andre socialdemokraten Knud Heinesen. Smilene var brede i begyndelsen, men regeringen holdt kun i 14 måneder, fordi der konstant var intern uenighed om linjen.
Foto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix

SV-regeringen afløste den socialdemokratiske mindretalsregering, ligesom SVM-regeringen gør. Den daværende SV-regering holdt kun i 14 måneder - eller helt præcist ét år og 57 dage. Tiden må vise, om den rød-blå alliance holder længere denne gang.

Duel i 150 år

Derudover har de to store, gamle partier kun været i regering sammen to gange. Det var de i samlingsregeringen under første verdenskrig. Og igen i samlingsregeringen under anden verdenskrig.

Ellers har de historisk været hinandens hovedfjender og modpoler i dansk politik, lige siden arbejderne grundlagde Socialdemokratiet i 1871, året efter at bønderne havde grundlagt Venstre.

Deja vu for R

Historien gentager sig også for Det Radikale Venstre, som nu står ude i kulden. Op gennem 1970’erne var de radikale støtteparti for Anker Jørgensen, men blev mere og mere kritisk overfor ham.

Dengang gik kritikken på den økonomiske politik, denne gang er det mink og magtfuldkommenhed. Begge gange har Socialdemokraterne kigget over midten mod Venstre i stedet for at fortsætte alliancen med de radikale. 

Dermed er Det Radikale Venstre ikke længere tungen på vægtskålen i dansk politik.