Hurtigteststeder genåbner i alle kommuner

Coronasmitten stiger i hele landet, og derfor bliver det nu igen muligt at blive hurtigtestet.

Som følge af den stigende smitte med coronavirus genindføres muligheden for at blive kviktestet i alle kommuner i Region Syddanmark og Region Midtjylland.

Allerede mandag genåbnede kvikteststeder i Odense og Kolding, mens Horsens fulgte efter tirsdag..

I resten af regionens kommuner vil hurtigteststederne åbne, så snart kommunerne er klar med lokaler, og Carelink er på plads med udstyr og personale. Dette vil senest blive den 12. november, så alle borgere nemt og hurtigt kan blive testet.

Ken Paulsen, der er centerchef for Carelink, der står for kviktest i Region Syddanmark, er overbevist om, at mange vil gøre brug af tilbuddet om hurtigtest, for siden opstarten mandag har der været fuld drøn på ved teststederne med en del kø. 

Derfor bliver det gavnligt for borgerne, når alle teststeder står klar, lyder det fra testcenterchefen.

- Inden for de næste par dage åbner vi i halvdelen af kommunerne, og så følger vi trop i næste uge med resten af teststederne, siger han og fortsætter: 

- Det er en mere kaotisk opgave, end vi nogensinde har haft, hvor vi skal i gang med så kort varsel. Vi fik jo besked fredag klokken 15, og siden har vi ikke stået stille eller været i seng eller noget som helst.

quote

Hvis man er i tvivl, om man kunne være smittet, så skal man selvfølgelig lade sig teste.

Kurt Espersen, Koncerndirektør i Region Syddanmark

Bedre at være sikker 

Heidi Rosenfeldt arbejder som salgsassistent i Kolding, og for hende betyder det meget, at hun nu igen nemt kan blive hurtigtestet, da hun er i tæt kontakt med mange mennesker hver dag på sit arbejde. 

- Jeg har grim, tør hoste og har fået noget feber. Jeg var smittet med covid-19 i starten af 2020 i et langt, langt forløb. Jeg har det dog ikke lige så skidt nu som dengang. Alligevel bliver jeg testet nu for at være på den sikre side, siger hun. 

Koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen, mener også, at man hellere bør lade sig teste en gang for meget end for lidt. Han glæder sig over, at man nu øger testkapaciteten.

- Man skal lade sig teste, når man har symptomer, og når man har været nærkontakt. Det er de sædvanlige udmeldinger fra Sundhedsstyrelsen, man skal forholde sig til. Og hvis man er i tvivl, om man kunne være smittet, så skal man selvfølgelig lade sig teste, fastslår koncerndirektøren.