Kaptajn Kjær og landsholdet er tilbage i Danmark: - Jeg har aldrig oplevet noget lignende

Torsdag eftermiddag er fodboldlandsholdet vendt retur til Danmark efter 1-2-nederlaget til England ved EM, og rejsen har været helt speciel, fortæller anfører Simon Kjær.

EM-slutrunden sluttede for det danske fodboldlandshold onsdag aften på Wembley i London med 1-2-nederlaget i semifinalen til England efter forlænget spilletid.

Slutrunden begyndte dramatisk med Christian Eriksens kollaps og hjertestop i den første gruppekamp mod Finland, og efterfølgende kæmpede holdet sig alligevel videre fra gruppespillet.

quote

Så snart man kommer hjem og får det på afstand, kan det være, det går op for en, hvad vi har gjort.

Simon Kjær, fodboldsspiller

Torsdag eftermiddag er landsholdet vendt retur til Danmark og gav pressemøde i Københavns Lufthavn.

- Den rejse, vi har været på. Hele følelsesregistret har vi været igennem. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Så snart man kommer hjem og får det på afstand, kan det være, det går op for en, hvad vi har gjort. Landsholdet er for hele Danmark, og det er svært at beskrive, hvad man går igennem. Det er en taknemmelighed, vi føler. Det er den største overskrift for mig, siger landsholdets anfører, Simon Kjær.


Klapsalver til fans

I Københavns Lufthavn takkede landstræner Kasper Hjulmand og truppen for støtten fra fans og den danske befolkningen.

Det skete med klapsalver fra truppen med adresse til alle dem, der har støttet holdet.

- Det, vi har været igennem sammen, har været stærkt. Nu begynder jeg at hyle igen, siger Hjulmand, inden han fortsætter:

- Vi samler os igen, og vi rejser os igen. Kampen mod Belgien står som et monument, for hvad der kan lade sig gøre.

Især den anden gruppekamp mod Belgien har gjort et kæmpe indtryk på landsholdet. Støtten i og i forbindelse med den kamp vil holdet aldrig glemme.

- Det kan ikke sammenlignes. Det har betydet rigtig meget for os. Og som Kasper sagde, så giver kampen mod Belgien stadig kuldegysninger, siger midtbanespilleren Thomas Delaney.

Anfører Simon Kjær siger, at han efter nederlaget til England har talt med Eriksen, som ifølge Kjær var stolt af holdets præstation.

Skuffende straffespark

Målmand Kasper Schmeichel reddede forgæves et straffespark fra Harry Kane i den forlængede spilletid i semifinalen mod England. Kane sendte returbolden i mål til 2-1.

- Det er en underlig følelse at komme hjem. Vi var ikke klar til at komme hjem, siger målmanden.

- Det er ærgerligt at stå her i dag, men det er dejligt at se sin familie igen. Vi har selv siddet i lejren og set videoer fra gader og pladser i Danmark, og det har vi brugt som motivation. Når vi får det på afstand, er jeg sikker på, vi kommer til at mærke det mere, siger Kasper Schmeichel.

Hjulmand har ikke sluppet skuffelsen fra nederlaget endnu. Han sagde efter kampen, at han havde svært ved at se det straffespark, som England fik tildelt, og som i sidste ende førte til 2-1-målet.

- Skuffelsen har ikke helt sluppet sig. Vi kunne godt have taget fire dage mere. En ting er at tabe kampen, en anden er den måde, den blev tabt på, siger Hjulmand.

Han tilføjer, at det vigtigste for ham i slutrunden har været, at Eriksen overlevede sit kollaps.