Køreplanerne for DSB-tog i hele landet ændres forud for weekendens storm

Banedanmark opfordrer til, at man løbende holder sig opdateret på Rejseplanen, hvis man skal med tog. Regionaltogene mellem Aarhus, Fredericia og Esbjerg kører ikke i weekenden.

Som følge af den storm, der rammer Danmark i weekenden, har DSB ændret køreplanen for en række togstrækninger i hele landet.

Skal man eksempelvis frem og tilbage mellem Aalborg Lufthavn og Aarhus er det vigtigt at være opmærksom på, at lyntogene på strækningen ikke stopper mellem de to destinationer.

Regionaltogene mellem Aarhus, Fredericia og Esbjerg kører heller ikke. I stedet kan man benytte sig af InterCity-togene.

Den ændrede køreplan er et resultat af, at Banedanmark har udstedt nogle retningslinjer til landets togselskaber på grund af den varslede storm, der har fået navnet Malik.

Til DR fortæller Banedanmarks områdechef for trafikstyringen, Nicolai Smidt Sigsgaard, at man har valgt at tage de fremsynede briller på.

- Hele vores landsplan er reduceret, herunder også S-togene på S-banen i Storkøbenhavn, siger han.

Mellem lørdag eftermiddag og søndag morgen kører togene mellem Københavns Hovedbanegård, Holbæk og Kalundborg således kun en enkelt gang hver time.

Det samme gælder for strækningerne mellem København, Næstved og Nykøbing Falster, skriver DSB på sin hjemmeside.

Ændringer vil træde i kraft fra lørdag eftermiddag og til søndag morgen.

Banedanmark opfordrer til, at man løbende holder sig opdateret på Rejseplanen, hvis man skal rejse med tog.

Stormen Malik ankommer til Danmark i weekenden og kan give vindstød af orkanstyrke i dele af landet.

Det kan komme til at medføre forhøjet vandstand, væltede træer eller lignende, og derfor har Banedanmark reduceret antallet af tog på selskabet togbaner i den periode.

/ritzau/