Kongehuset: Prins Joachim har det godt efter omstændighederne

Prins Joachim er blevet opereret for en blodprop i hjernen. Han er fortsat indlagt på et hospital i Frankrig.

Prins Joachims tilstand er fortsat stabil, og han har det efter omstændighederne godt.

Det oplyser kongehuset til Ritzau, efter at prinsen er blevet opereret for en blodprop.

- Prins Joachims situation er fortsat stabil. Prinsen kom heldigvis i professionel behandling i tide og har det efter omstændighederne godt, siger Lene Balleby, kongehusets kommunikationschef, i en skriftlig kommentar.

Det var sent fredag aften, at prins Joachim blev indlagt på Universitetshospitalet i Toulouse i Frankrig.

Prinsen blev umiddelbart herefter opereret for en blodprop i hjernen, og lørdag aften meddelte kongehuset, at operationen var vellykket.

Søndag middag er status, at prinsen stadig er indlagt.

- Hvor længe prinsen skal være indlagt, er det for tidligt at sige noget om på nuværende tidspunkt, siger Lene Balleby.