Kun to uddannelser oplever større søgning end sidste år - resten oplever markante fald

Kun Designskolen i Kolding og Erhvervsakademi SydVest kan notere sig flere ansøgere end sidste år.

De videregående uddannelser i Syd- og Sønderjylland mangler kunder i butikken. 

Ud af ni uddannelsesinstitutioner oplever kun to af dem flere ansøgninger end sidste år. Resten mister helt op til 37 procent i forhold til sidste år, når det drejer sig om de uddannelsessøgendes førsteprioritet.

Værst ser det ud for Erhvervsakademi Dania med afdelinger i Hedensted og Horsens. Her er der kun 750 ansøgere til uddannelserne mod 1.187 sidste år. Et fald på 37 procent.

Også på Erhvervsakademi i Kolding er antallet af ansøgninger til næste skoleår faldet drastisk. Her har skolen fået 25 procent færre ansøgninger.

Med til historien hører dog, at flere af de engelske uddannelser er blevet skåret væk hos flere erhvervsakademier og professionshøjskoler. Det har et politisk flertal i folketinget tidligere vedtaget.

De tre professionshøjskoler i landsdelen har mistet hver femte ansøger. Både VIA University College med afdeling i Horsens og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Jelling og Vejle har fået 21 procent færre ansøgninger fra studerende. UC Syddanmark mangler 19 procent af sidste års ansøgninger.

Designskolen højdespringer

De to eneste uddannelser med flere ansøgninger end sidste år er Designskolen i Kolding og Erhvervsakademi SydVest. Designskolen går faktisk frem med hele 22 procent. I 2021 søgte 246 ind på uddannelsen, der i år har fået 301 ansøgninger. En stigning på 22 procent.

Erhvervsakademiet fået ni flere ansøgninger og er dermed gået to procent frem.

Ny uddannelse i Tønder

I Tønder begynder en ny uddannelse til datamatiker efter, at 12 har søgt ind på den som førsteprioritet. Med mindst ti ansøgere ville uddannelsen blive til noget. Og det den første nye uddannelse i Tønder i flere årtier.

Maskinmesteruddannelsen i  Sønderborg fik fem ansøgere til de 15 pladser på studiet, mens 15 søgte ind på uddannelsen til ergoterapeut i Haderslev, hvor der er plads til 37.

Der er dog tale om førsteprioritetsansøgninger, og dermed kan det vise sig, at flere bliver optaget.

Uddannelse20222021ÆndringÆndring %
Erhvervsakademi Dania7501.187-437-37
Erhvervsakademi Kolding411548-137-25
Erhvervsakademi SydVest57856992
Designskolen Kolding3012465522
Professionshøjskolen VIA University College6.5328.310-1.778-21
Fredericia Maskinmesterskole8398-15-15
Professionshøjskolen UC Syddanmark1.6992.091-392-19
UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole3.4644.384-920-21
Syddansk Universitet5.2445.939-695-12

Sidste år søgte 25.393 ind på de syd- og sønderjyske uddannelser, og i år er det tal faldet med hele 4.309 - 17 procent - til 21.084.

I alt har 79.737 i år søgt om optagelse på en videregående uddannelse, oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet. Det er det laveste ansøgertal i ti år.

Se søgningen til alle landets videregående uddannelser her.

Søgningen til de videregående uddannelser

2022: 79.737

2021: 93.388

2020: 94.604

2019: 88.754

2018: 89.700

2017: 91.539

2016: 94.744

2015: 93.924

2014: 91.231

2013: 88.040

2012: 80.766

2011: 75.161

(Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet)