Landboformand om dødsulykker: - Vi tænker os bare ikke om

Det kan være farligt at arbejde i landbruget. Antallet af dødsfald efter arbejdsulykker er stigende. Det virker som om, tiden har stået stille, mener formanden for Sydvestjysk Landboforening.

Det er ikke uden risiko at trække i arbejdstøjet i landbruget. Det vidner den seneste opgørelse over antallet af dødsulykker om. Ifølge Landbrugsavisen, der har set nærmere på tal fra Arbejdstilsynet, mistede i alt syv personer livet i en arbejdsulykke i landbruget i 2019. Det er over dobbelt så mange som i 2018, hvor tallet landede på tre ulykker med døden til følge.

De triste tal gør stort indtryk på formanden for Sydvestjysk Landbrug.

- Det er ærgerligt, at vi er så dårlige til at se det. Vi har åbenbart ikke flyttet os. Det virker som om, tiden har stået helt stille. Folk ved bare ikke nok om sikkerhedsudstyr og det at have fokus på at arbejde sikkert, mener Niels Laursen.

 

Seks døde i løbet af fem måneder

Antal dødsulykker i landbruget

2013: 11

2014: 6

2015: 3

2016: 11

2017: 5

2018: 3 

2019: 7

2020: I løbet af de første fem måneder er seks personer omkommet efter arbejdsulykker.

Antallet af dødsulykker har ellers været faldende de senere år, men er nu steget let igen.  Og allerede i løbet af de første fem måneder af 2020 er seks personer omkommet i forbindelse med arbejde i landbruget.

Ifølge landbo-formanden er landbruget nødt til at få sat gang i en ekstra fokuseret indsats for at få antallet af dødsulykker ned.

- Vi skal helt sikkert have bedre fat i de unge ude på landboskolerne. Det skal gøres til noget fedt og moderne at tænke sikkerheden ind i hverdagens arbejde. Det skal være naturligt at bruge sikkerhedsudstyr og bruge den nødvendige tid, mener Niels Laursen.