Landmanden Jørn blev gældfri, da han solgte sin jord til tyskere - men nu skal den slags under lup

En 43-årig mand med hjertet plantet i sit ophavs muld sætter sig op i sin traktor.

Han snakker med syngende sønderjysk dialekt, og han mener, at pædagogerne henne i børnehaven skal snakke dét og ikke rigsdansk til hans to børn.

Dagen er i gang, han forlader gården i landsbyen Høgslund tæt på Tønder og kører hen til en mark med majs, der har hårdt brug for den sol, der brager frem på himlen. Et koldt og vådt forår har betydet, at såningen først kunne begynde en måned senere end planlagt. Dét kan ses.

- Normalt ville majsplanterne nu stå i skinnebenshøjde, men de er ikke mere end fem centimeter høje. Det betyder, at kolben sandsynligvis ikke udvikler sig så godt, siger landmanden, der hedder Jørn Andersen.

Hans interesse for landbrug kommer fra faderen, der arbejdede med maskiner og var hobbylandmand ved siden af. Jørn Andersen er gået skridtet videre og har uddannet sig til landmand, og i begyndelsen af nullerne brugte han meget af sin formue på at renovere og bygge nyt. 

Det var dyrt, og hvad han ikke vidste var, at der få år senere kom en finanskrise.

Så da et tysk biogasanlæg i 2012 kom med en pose penge og ville købe Jørn Andersens jord, sagde han ja, da størstedelen af hans indtjening gik med at betale af på lån. 

I dag kører de et samarbejde: Jørn Andersen forpagter 770 hektar jord og høster majsen, som bliver kørt ned til det tyske biogasanlæg. Derudover laver han markplaner, finder ny jord i Danmark til tyskerne og er ofte i Tyskland for at hjælpe til.

- Skrækscenariet er Blackstone

Jørn Andersens jord er langt fra den eneste, der er udenlandsk ejet. Siden et bredt flertal i Folketinget i 2014 liberaliserede landbrugsloven og gjorde det nemmere for blandt andre kapitalfonde, aktieselskaber og virksomheder at købe jord, er udenlandske købere de senere år i stigende grad vendt mod Danmark. 

I 2018 var 66.500 hektar jord herhjemme udenlandsk ejet. Til sammenligning lød tallet i 2019 på 82.200 hektar – eller 2,9 procent af det samlede landbrugsareal. Tallet for 2020 ventes at komme ved årsskiftet.

Lovændringen fjernede også kravet om, at produktionen skal styres af en landmand fra gården og en fortrinsret til at opkøbe jord for landbrug med mindre gårde.

Den langt lettere adgang har resulteret i flere store opkøb landet over: Det globale investeringsselskab FarmCompany har købt landbrugsejendomme og jord i Esbjerg, Glejbjerg, Ribe, Hovborg, Brørup og Vejen. Og det tyske investeringsfirma Dansk Demetra har på to år opkøbt mere end 2.500 hektar jord og ti ejendomme primært på Sydsjælland og Lolland-Falster.

Udviklingen vækker bekymring hos Familielandbruget, der hører under Landbrug og Fødevarer.

- Liberaliseringen har haft den konsekvens, at Danmarks jord er kommet til salg for hele verden, og at alle nu bare kan købe den danske jord, som er billig. Vi er bange for, at det kan gå rigtig hurtigt, og vores skrækscenarie er Blackstone i København, siger formand Lone Andersen og henviser til den amerikanske kapitalfonds massive opkøb af ejendomme i hovedstaden de senere år.

Anderledes mildt på udviklingen ser formanden for rådgivningsvirksomheden Landbosyd, der har base i Aabenraa, Henrik Jessen.

- Man kan lægge, hvad man vil i ordene "investor" og "kapital". Jeg synes, det er fornuftigt, at nogle vil investere i dansk jord, og det er en god mulighed for en dansk landmand at have et samarbejde med en investor, hvor landmanden lejer jorden og bygninger, siger han.

Lone Andersen pointerer, at Familielandbruget ikke ser et problem med eksempelvis hollandske og tyske familier, der køber ejendomme, flytter til Danmark og bliver en del af lokalsamfundet, og hun anerkender, at det for en landmand som Jørn Andersen kan give god mening at indgå i et samarbejde med en udenlandsk virksomhed for at sikre sig økonomisk.

- Men på sigt kan det blive et problem, hvis alle gør som Jørn. Det skal ikke tage overhånd med udenlandske ejere, slet ikke kapitalfonde der kun kommer her for at investere i jorden. Jord er en strategisk vigtig ressource, som ikke bare skal ud til vildt fremmede.

Nu bliver området fulgt tættere

Fra statsligt hold har der ikke tidligere været ført opsyn med udviklingen, men det bliver der lavet om på nu. I maj oplyste minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S), at en arbejdsgruppe skal se på muligheden for at begrænse udenlandske opkøbere, men kun opkøbere uden for EU.

- Lige nu står vi over for en stor, grøn omstilling og et vigtigt generationsskifte i dansk landbrug. Så selvom der er meget begrænset udenlandsk ejerskab, er det vigtigt at følge området i den kommende tid. Derfor nedsætter jeg en arbejdsgruppe, der skal afdække mulighederne for at begrænse opkøb foretaget uden for EU, hvis det bliver nødvendigt, sagde Rasmus Prehn i maj på ministeriets hjemmeside.

Det har ikke været muligt at få et interview med ministeren.

En, som derimod gerne vil snakke, er Søren Egge Rasmussen, landbrugsordfører for Enhedslisten, der som det eneste parti stemte imod liberaliseringen. På spørgsmålet om det var en decideret fejl at lave lovgivningen om, siger han:

- Man gik i hvert fald alt for langt. Nu kan man forestille sig alle mulige selskabskonstruktioner, og at ejerne af gård og jord ikke har den samme interesse i lokalsamfundet, når de ikke er danske. Vi vil gerne ændre den nuværende lovgivning og begrænse, hvem der kan være ejer af landbrugsjorden.

Hvor går grænsen?

Spørger man, er grundholdningen, at opkøbene selvfølgelig ikke skal gribe om sig. Men skal der sættes en øvre grænse over, hvor meget af vores landbrugsjord der må være på udenlandske hænder? Og er de nuværende 2,9 procent overhovedet højt?

Søren Egge Rasmussen nøjes med at sige, at udviklingen er “bekymrende”.

Henrik Jessen forventer, at opkøbene vil forsætte med at stige i en periode og “kan ikke se noget problem i at lande på fem-ti procent” af det samlede landbrugsareal.

Han vil ikke svare på, om han synes, det er en god idé at begrænse opkøb.

- Vi er ude i noget politisk, hvor man vil have en holdning til, hvem der bør købe jord eller hvor meget. For mig er det ikke afgørende, om det er en amerikaner eller en tysker, der ejer jorden.

Lone Andersen fra Familielandbruget synes ikke, 2,9 procent er "alarmerende højt", men vil ikke sætte et konkret tal på. Adspurgt, hvad hun mener om ti procent, siger hun dog, at det "simpelthen er alt for meget".

Hun mener, at der igen skal være en mere skærpet lovgivning på området, men har svært ved at blive konkret.

- Jeg fokuserer meget på de unge landmænd, så der skal være noget fortrinsret for dem, så de nemmere kan starte op. Det kan også være noget med mere indflydelse i lokalsamfundet, når en udenlandsk kapitalfond vil købe jord i området.

På de sønderjyske majsmarker tror landmanden Jørn Andersen, at udenlandsk opkøb er kommet for at blive, fordi bankerne stiller højere krav til egenkapitalen for at kunne købe. Han har ikke fortrudt, at han for snart ti år siden indgik et samarbejde med det tyske biogasanlæg. I dag er han gældfri.

- Det var rettidig omhu at gå i samarbejde med dem, i stedet for at jeg kom derud, hvor jeg ikke selv kunne bestemme, siger han.

Han er dog enig i, at det er fornuftigt at følge udviklingen med opkøb af jord.

- Det er nok godt, at der ikke bliver for mange amerikanske kapitalfonde.

- På den anden side: De ville jo nok leje gård og jord ud til danske landmænd. Jeg har det sådan: Bare vi, der bor her, kan leje sig ind og arbejde. Det er vigtigst for mig.