TV der bevæger dig

Lille fangst ved kæmpekontrol

Seks politikredse på Fyn og i Jylland kontrollerede torsdag person- og varebiler for omrejsende kriminalitet.

Ved torsdagens kontrol på Sønderjyske Motorvej bliver alle person- og varebiler tjekket. Foto: Lucas Mæng, TV SYD

Torsdag eftermiddag begyndte betjente at vinke bilister på Sønderjyske Motorvej ind til siden. I en stor kontrolaktion kiggede politiets udlændingekontrol efter omrejsende kriminelle.

Om aftenen var status, at rigtig mange biler var blevet kontrolleret, der var ikke fundet de helt store tyvekoster, men flere bilister blev taget for uregelmæssigheder med papirer eller kørekort.  

- Det er jo en god ting, at vi ikke har fundet mere. Men det bedste ville være, at vi slet ikke fandt noget, siger Allan Dalager Clausen, vicepolitiinspektør, Udlændingekontrolafdelingen, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Drone holdt øje med kø

Ved torsdagens kontrol deltog blandt andet Beredskabsstyrelsen, narkohunde, droner og en flyver, der holdt øje med, at bilister ikke stak af fra motorvejen.

Kontrollen betød, at bilisterne kunne opleve forlænget rejsetid, men det var her, dronen kom i spil.

For den holdt øje med køen, og hvis den blev for lang, forsøgte politiet at løsne op for den ved at lade biler køre forbi.

De fleste bilisterne tacklede den forlængede rejsetid og kontrollen godt, fortæller politiinspektøren. 

- De bilister, der har rent mel i posen, tager det godt, og de andre tager vi os af, siger Allan Dalager Clausen.

Læs også Alle biler blev tjekket ved stor kontrol på Sønderjyske Motorvej

Mest sete på tvsyd.dk