Internetfænomenet Lakserytteren er gæsteunderviser i Sofaskolen

Sofaskolen har fået fint besøg af internetfænomenet Lakserytteren, der som gæsteunderviser skal være med til at undervise børn og unge under coronakrisen.

Hvem er Lakserytteren

Hans borgerlige navn er Rasmus Kolbe, og han leverer indhold til særligt børn og unge via de sociale medier. Via sine forskellige profiler på de sociale medier har Lakserytteren tilsammen flere end en million følgere.

Når Sofaskolen i dag ruller hen over skærmen for skolebørnene, bliver det med Lakserytteren som gæsteunderviser.

Bag aliaset Lakserytteren gemmer sig Rasmus Kolbe, der for mange voksne nok ikke vækker den store genkendelighed. Men de fleste børn vil vide, hvem den farvestråelende og energiske unge mand er.

Og det er netop grunden til, at Sofaskolen har fået Lakserytteren ind som gæsteunderviser.

- Hans følgere er primært børn, så derfor syntes vi, det var oplagt at få ham med. Vi tænkte, det ville være sjovt for børnene, fordi de kender ham fra de sociale medier, siger Aslak Gottlieb til TV SYD.

Aslak Gottlieb er selv underviser hos Sofaskolen, der tilbyder fjernundervisning i dansk og matematik til skolebørn under coronakrisen. Det er TV SYD, der sammen med de øvrige TV 2 regioner leverer fjernundervisningen via Sofaskolen.dk.

Men det er ikke kun på grund af kendisfaktoren, at Lakserytteren er med som gæstunderviser. Han er nemlig selv et eksempel på, hvordan man ved hjælp af sin egen kreativitet kan skabe sig en karriere, siger Aslak Gottlieb.

- Det handler om at udnytte tiden derhjemme til at få gang i sin kreativitet. Lakserytteren er selv et eksempel på, hvordan man kan skabe sin egen karriere. Han er selv sprunget fra sin uddannelse for at udvikle sin kreativitet.

Følg med i undervisningen her:

Tidsplanen for Sofaskolens livestream

  • Kl. 9.00 - 10.00: 4.-6. klasses undervisning
  • Kl. 10.00 - 11.00: 7.-9. klasses undervisning
  • Kl. 13.00 - 13.15: 4.-6. klasses undervisning
  • Kl. 14.00 - 14.15: 7.-9. klasses undervisning