Lørdagens smittetal: Et sogn rykker tættere på grænsen for nedlukning

Lørdagens opgørelse over antal coronasmittede viser små udsving i de syd- og sønderjyske kommuner. Bække Sogn i Vejen Kommune er lige på kanten af nedlukning.

Et enkelt sogn i TV SYD's område er lørdag rykket en tand nærmere en egentlig nedlukning på grund af coronasmitte, viser dagens opgørelse fra Statens Serum Institut. Der bor 1.641 borgere i Bække Sogn i Vejen Kommune, og de kan i dag konstatere, at der er registreret et incidenstal på 1.035 smittede pr. 100.000 indbyggere. Fredag var tallet 975 smittede pr. 100.000 indbyggere. Samtidig er der lørdag 17 nye smittede set over de seneste syv dage samt en positivprocent på 4,87. 

En nedlukning kræver, at sognet opfylder tre kriterier: flere end 600 smittede pr. 100.000 indbyggere de seneste syv dage, 20 nye smittede i løbet af de seneste syv dage og en positivprocent over 3,0. Så det er små bevægelser, der skal til, før den automatiske nedlukning vil træde i kraft i Bække Sogn. Indtil videre klarer sognet dog frisag og undgår nedlukningen.

Automatisk nedlukning af et sogn betyder følgende:

  • Grundskoler, SFO og klubtilbud samt - med få undtagelser - ungdoms- og voksenuddannelsesinstitutioner lukker


  • Lokaler, hvor kulturaktiviteter finder sted, lukker


  • Lokaler, hvor Idræts-, fritids og foreningsaktiviter finder sted, lukker


Småstigninger i flere kommuner

Blandt kommunerne er det stadig Vejen og Billund, der har de højeste smittetal. Dagens opgørelse viser også en lille stigning i smittetallene for nogle af de øvrige kommuner i TV SYD's område. 

Kommuner med en stigning i antal smittede med corona er - ud over Vejen og Billund - Tønder, Sønderborg, Esbjerg og Fredericia. Men der er som nævnt tale om ganske beskedne bevægelser.

KommuneAntal smittede (de seneste syv dage)Incidenstal (de seneste syv dage)Justeret incidenstal (de seneste syv dage)
Vejen66154,6136,9
Billund37139,280
Tønder3799,171,5
Hedensted4596,470,6
Sønderborg7094,456,3
Esbjerg10691,961,6
Fredericia4689,957,9
Vejle10389,162,4
Horsens495443,3
Kolding3436,630,5
Aabenraa1830,720,5
Haderslev1628,833,4
Fanø128,70
Varde71418,3


Over 1.000 nye smittede

1.038 er bekræftet smittet med coronavirus på landsplan det seneste døgn. De nye smittetilfælde er fundet i 203.591 PCR-test, viser en opgørelse fra Statens Serum Institut lørdag. Desuden er der foretaget 551.397 lyntest det seneste døgn.

Af opgørelsen fremgår det samtidig, at antallet af indlagte stiger med en person, så der lørdag morgen var 144 indlagt med coronavirus på landets hospitaler.

Yderligere fire personer har mistet livet, så der under pandemien er registreret 2.516 coronarelaterede dødsfald i Danmark.


21,2 procent af befolkningen er færdigvaccineret

2.074.982 i Danmark - svarende til 35,5 procent - har fået mindst én vaccination. Af dem har 1.240.080 personer fået begge stik - svarende til 21,2 procent af befolkningen.

I Region Syddanmark har 431.331 (35,2 procent) fået første stik, mens 271.055 (22,1 procent) er færdigvaccinerede.

I Region Midtjylland er tallene 459.590 (34,4 procent) og 273.483 (20,5 procent).