Lyntest for corona skal gøre det lettere for tyskere at komme ind i Danmark

De danske sommerhusudlejere åbner, sammen med Falck, et nyt testcenter syd for grænsen. Tyske feriegæster skal fremvise en negativ coronatest, før de må holde ferie i Danmark.

Det nye testcenter skal sikre, at tyskere fra Slesvig-Holsten ikke dropper den planlagte ferie, fordi det er for besværligt at få lavet den krævede test.

Fra lørdag kan feriegæster derfor få lavet en hurtig coronatest på P-pladsen ved Scandinavian Park i Flensborg bydelen Handewitt.

Siden den 30. oktober har det været et krav om, at feriegæster skal fremvise en negativ test for at komme ind i Danmark. En ordning der lige nu kun gælder for grænseregionen Slesvig-Holsten. 

Besvær koster kunder

Sommerhusudlejerne håber, at reglerne på et tidspunkt bliver lempet, så alle tyskere igen må krydse grænsen, hvis de har en gældende negativ test.

Ifølge Feriehusudlejernes Brancheforening kan det være besværligt at finde et sted, hvor feriegæster hurtigt kan blive testet syd for grænsen. 

Det har ifølge sommerhusudlejerne ført til aflysninger af planlagte ferieophold.

December er højsæson for tyske turister i Danmark, men lige nu er det altså kun tyskere, der er bosiddende i Slesvig-Holsten, der kan holde sommerhusferie i Danmark.