TV der bevæger dig

Høj musik og høj promille har givet politiet en travl nat

Mere end 50 gange har Syd- og Sønderjyllands Politi natten til onsdag været kaldt ud for at sætte en dæmper på højlydte fester i nattelivet.

Mange har natten til onsdag haft besøg har politiet, fordi naboerne er blevet trætte af høj musik. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD.

Kombinationen af glade studenter, der fester til den lyse morgen, og naboer, der skal op på arbejde, er ikke altid den allerbedste.

Det har i hvertfald givet politiet en usædvanlig travl nat, hvor der overalt i politikredsen har været bud efter ordensmagten.

- Vi har været kaldt ud mindst 50 gange, fordi der er blevet klaget over for høj musik, fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Nikolaj Hølmkjær.

Festen er rykket hjem i haven

Ifølge politiet er mange af årets santhansfester og studenterfester rykket hjem i folks private haver. Det skyldes blandt andet de nuværende coronarestriktioner, der betyder, at værtshuse og diskoteker fortsat er lukket.

Samtidig gælder der stadig et forsamlingsforbud på 50 personer. Med mindre festen foregår i private boliger eller haver.

- Vi har været forberedt på, at der nok skal komme lidt flere klager over høj musik i år. Vi prøver også at være lidt mere large, men det er jo helt almindlig hverdag for rigtig mange, der skal på arbejde, siger Nikolaj Hølmkjær.

På trods af de mange løftede pegefingre og de mange studenter, der har savnet at feste igennem, er alt dog forløbet helt roligt.

- Folk har været flinke til at skrue ned, når vi kommer, fortæller vagtchefen.

 

 

Mest sete på tvsyd.dk