Massiv smitteopsporing skal forsinke spredning af smitsom coronavariant

Styrelsen for Patientsikkerhed går et led længere ud, når de skal smitteopspore et positivt tilfælde af den meget smitsomme Delta-variant.

Den nye og mere smitsomme Delta-variant spreder sig i øjeblikket i Danmark. Lige nu er omkring 20 procent af nye positive test med Delta-varianten, og det tal forventes at stige i den kommende tid.

- Vi kan ikke forhindre, at den spreder sig med den smitsomhed, som den har. Men vi kan forsøge at forsinke den så meget som muligt, så flest muligt når at blive vaccineret, fortæller Charlotte Hjort, der er enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.



Et led længere ude

For at forhindre at Delta-varianten spreder sig hurtigt, er smitteopsporingen under Styrelsen for Patientsikkerhed begyndt at isolere et led længere ude, når der bliver registreret et nyt positivt tilfælde med varianten.

- Vaccinerne ser heldigvis ud til at være effektive mod den her særlige Delta-variant. Derfor er det vigtigt, at vi får brudt smittekæderne så hurtigt som muligt. Det er derfor, vi går et led længere ud ved også at isolere nærkontakter til dem, der er nærkontakter til en smittet, oplyser Charlotte Hjort.

Tilfælde i Kolding og Sønderborg

De seneste dage har den nye Delta-variant resulteret i, at flere daginstitutioner og skoler i henholdsvis Kolding og Sønderborg har sendt børn og ansatte hjem. De har ikke selv været testet positive, men har været nærkontakt eller nærkontakt til en, der er nærkontakt til en smittet.

Nærkontakter der skal gå i selvisolation, skal testes efter fire og seks dage med en PCR-test. 

Hvis man er færdigvaccineret eller tidligere smittet, er det ikke nødvendigt at gå i isolation. Man skal dog stadig lade sig teste efter fire og seks dage, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.

Fakta om Delta-varianten

  • Den nye Delta-variant er i øjeblikket på fremmarch i Danmark. Det skyldes, at den er mere smitsom end tidligere varianter. Omkring 20 procent af de nye positive tilfælde skyldes foreløbig Delta-varianten.


  • Indtil der er mere viden om Delta-varianten, skal nærkontakter til en nærkontakt også gå i selvisolation.


  • Nærkontakter kan komme ud af isolationen, når de har fået en negativ pcr-test på henholdsvis fjerde- og sjettedagen.


  • Borgere, der er færdigvaccineret eller er tidligere smittede, behøver ikke at gå i selvisolation. De skal dog fortsat testes efter fjerde- og sjettedagen.


Kilde: Styrelsen for Patientsikkerhed