Mens julekalender er til debat i medierne, har museum udstilling med Pyrus

Den seneste uge har TV 2's beslutning om at droppe Pyrus-julekalender fyldt meget i medierne. Hos Museet Sønderskov i Brørup har man også fulgt med i debatten. De har nemlig en udstilling om Pyrus, der kører indtil nytår

Det skabte stor medieomtale, da TV 2 i slutningen af november valgte at droppe genudsendelsen af julekalenderen om Pyrus, "Alletiders Julemand"

Det er dog ikke kun i medierne, at der er gået Pyrus i den. 

Hos Museet Sønderskov i Brørup har man siden slutningen af oktober kunne opleve en Pyrus-udstilling med titlen "Alletiders Pyrus".

Fokus på historie

Udstillingen indeholder blandt andet originale rekvisitter, scenografi og kostumer fra de fire julekalendere, der er lavet om nisseuniverset fra Rigsarkivet.

- Vi vil jo gerne dele det juleunivers, som Pyrus er. Der er mange, der har gode minder med at følge med i de her julekalendere, og så synes vi, at det passer godt hos os. Vi er et kulturhistorisk museum og har fokus på historie, og det har de også i Pyrus, hvor de henter historiske personer frem, fortæller Anne Cathrine Lorentzen, der er museumsleder på Museet Sønderskov.

Udstillingen indeholder flere originale kostumer fra julekalenderne om Pyrus.
Udstillingen indeholder flere originale kostumer fra julekalenderne om Pyrus.
Foto: Museet Sønderskov

Og netop et af de historiske tilbageblik i form af "Den store Bastian" i afsnit otte har tidligere givet anledning til klager hos seernes redaktør hos TV 2.

Her bliver tre drenge dyppet i blæk, fordi de har drillet en person med en anden hudfarve.

Derudover har julekalenderen også fået klager for en scene, hvor tre børn er klædt ud som flødeboller og i den forbindelse er malet mørke i ansigtet.

Ikke noget, der peger på nævnte episoder

Hos Museet Sønderskov er det heller ikke gået ubemærket hen, at medierne den seneste tid har haft stor fokus på TV 2 og deres tilbagetrækning af julekalenderen.

- Vi er naturligvis kede af, hvis der er nogen, der bliver stødt af det. Det er jo, som vi kan se, taget lidt ud af en kontekst, siger Anne Cathrine Lorentzen og fortsætter:

- I vores udstilling er der ikke noget, der peger på de episoder, der har været nævnt. Vi har haft den her udstilling i en måneds tid uden at vide, at der var nogen i klemme nogle steder.

Hos Museet Sønderskov har man derfor heller ikke planer om at ændre noget ved udstillingen.

Besøgstallet

TV 2 forklarer selv, at årsagen til at man ikke viser "Alletiders Julemand" i år er, at den tredje julekalender i rækken om Pyrus kunne "virke stødende for nogle".

– I vores gennemsyn mener vi, at Pyrus 3 indeholder elementer, som har en forældet skildring af både mennesker og kulturer, og som kan misforstås af især børn, som ikke kan sætte fortællingen ind i en historisk kontekst, sagde Mette Nelund, der er konstitueret fiktionschef hos TV 2, i en skriftlig udtalelse til TV 2.

Ifølge museumslederen er den massive omtale dog ikke noget, der har påvirket besøgstallet - hverken til den gode eller dårlige side.

- Det har været rigtig fint og jævnt. Vi har haft besøg af mange børn og unge og Pyrus-nørder, som er superbegejstrede, fortæller hun.

Udstillingen på Museet Sønderskov kører indtil nytår.