Oversigt

Næsten hver tredje teenager cykler fuld og mister styringen

Blandt unge i alderen 16 til 19 år har 30 procent prøvet at cykle, hvor de var for berusede til at kunne styre cyklen ordentligt.

At næsten en tredjedel af teenagere, der kører på cykel, også har prøvet at cykle, når de er fulde, er et problem, vurderer både Rådet for Sikker Trafik og Traumecenteret på Rigshospitalet. Sådan lyder det fra Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

I en undersøgelse foretaget af Rådet for Sikker Trafik og analyseinstituttet Wilke svarer 30 procent af unge i alderen 16 til 19 år, at de én eller flere gange inden for de seneste år har kørt på cykel, selv om de var så fulde, at de havde svært ved at styre deres cykel.

Det får Rådet for Sikker Trafik til at lancere en ny kampagne med fokus på, at det er farligt at cykle fuld.