Nu begynder OL - her er de regionale atleter

Flere atleter fra Syd- og Sønderjylland kan vinde medaljer ved de olympiske lege i Japan.

Danmarks hurtigste mand. En dugfrisk vinder af det belgiske endagsløb Flandern Rundt. En håndfuld VM-vindere i håndbold, der skal forsvare OL-guldet fra 2016. Og en sejler, som i 2019 blev kåret til verdens bedste som den første dansker nogensinde.

Fordelt på klub, bopæl og fødeby er det øst- og sønderjyske samt nordlige Tyskland rigt repræsenteret ved de coronaudskudte olympiske lege, der begynder i dag med Tokyo som værtsby.

Danmark stiller med 111 atleter, og medaljemålsætningen fra Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark er 8-10 medaljer. Blandt de bedste guldkort på hånden er herrelandsholdet i håndbold, der vandt ved legene i Rio de Janeiro i 2016 og har vundet de to seneste VM-slutrunder. 

Det er også her, de fleste med regionale rødder findes: I truppen er Kevin Møller (født i Løgumkloster), Henrik Møllgaard (Gredstedbro), Jacob Holm (Esbjerg) og Flensburg-Handewitt-spillerne Lasse Svan, Simon Hald og Mads Mensah Larsen.

Også på dommersiden i håndbold er der dansk islæt, da Mads Hansen (Jelling) for tredje gang skal dømme ved en OL-slutrunde.

Regionale medaljechancer kan også anes i sejlsport. For tredje gang i karrieren er Anne-Marie Rindom (Horsens) med i disciplinen laser radial. Ved legene i 2016 vandt hun bronze, og for to år siden blev det til VM-guld, hvilket gav hende kåringen som verdens bedste sejler.

30-årige Anne-Marie Rindom har sejlet i Horsens Sejlklub, siden hun var syv år. Klubformand Peter Bjerregaard tror på et godt resultat til hende.

- Jeg har aldrig følt, at hun har været mere sikker på, at hun er klar, end hun er nu, siger han til TV2 Østjylland.

Kolding-rytter kører enkeltstart

Ved det seneste OL vandt Jakob Fuglsang sølv i landevejscykling, og denne gang spås Danmark også gode chancer i pedalsporten.

OL-debutanten Kasper Asgreen (Kolding) er rejst til Japan med en sejr i Flandern Rundt og titlen som dansk mester i enkeltstart i bagagen. At han godt kan blande sig i medaljestriden på enkelstartsruten, beviste han under årets Tour de France, hvor han blev nummer to på en af enkeltstarterne, ligesom han tidligere på året vandt en i etapeløbet Volta ao Algarve i Portugal.

- Vi ved, at Kasper kan køre med de bedste rent niveaumæssigt. Og nu så vi, at han også er på sit bedste, og at der ikke er noget, der umiddelbart tyder på, at touren har kørt ham træt. Så vi har en klar forhåbning om en topplacering, sagde elitechef i Danmarks Cykle Union Morten Bennekou til TV 2 SPORT efter enkeltstarten i Tour de France.

Hvornår OL-atleterne kan opleves i aktion

Følgende dage og tider (angivet i dansk tid) er på plads:

ATLETIK (DR/Discovery)

Kojo Musah (Vejle, OL-debutant).

  • 100 meter: Prækvalifikationen begynder 31. juli.
  • 4x100 meter: Indledende heats 5. august.

Mathilde U. Kramer (Løjt Kirkeby, OL-debutant).
  • 4x100 meter: Indledende heats 5. august.

BADMINTON (DR / Discovery)

Sara Thygesen (Gårslev, OL-debutant)

  • Damedouble: Spiller første gruppekamp 24. juli kl. 02, anden gruppekamp 25. juli. kl. 06.20.

Alexandra Bøje (Horsens, OL-debutant)
  • Mixed double: Spiller første gruppekamp 24. juli kl. 04, anden gruppekamp 25. juli. kl. 06.20. 

CYKLING (Discovery)

Kasper Asgreen (Kolding, OL-debutant)

  • Landevejsløb: 24. juli kl. 03.50 - 11.18.
  • Enkeltstart: 28. juli kl. 06.55 - 10.43. 

GOLF (Discovery)

Rasmus Højgaard (Billund, OL-debutant).

  • Mændenes turnering spilles 29. juli til 1. august kl. 00.20-09.03.

HÅNDBOLD (DR / Discovery)

Kevin Møller (Løgumkloster, OL-debutant).
Henrik Møllgaard (Gredstedbro, deltog i 2016).
Jacob Holm (Esbjerg, OL-debutant).
Lasse Svan, Simon Hald, Mads Mensah Larsen (Flensburg-Handewitt).

  • Indledende gruppekampe: 24.juli kl. 14.30 (Japan), 26. juli kl. 07.15 (Egypten), 28. juli kl. 02 (Bahrain), 30. juli kl. 12.30 (Portugal) og 1. august kl. 14.30 (Sverige).

RIDNING (DR / Discovery)

Andreas Schou (Kolding, OL-debutant).

  • Ridebanespringning: Kvalifikation 3. august kl. 12.


Nanna Skodborg Merrald (Randbøl, Blue Hors Zacksom)

  • Dressur: 28. juli


SEJLSPORT (DR / Discovery)


Anne-Marie Rindom (Horsens, deltog i OL i 2012, 2016).

  • Laser Radial: Sejladser fra 25. juli til 1. august.

Kilder: DR, Discovery, Danmarks Idrætsforbund, Olympics.com

Medaljechancen må til gengæld siges at være minimale på mændenes sprintdistance 100 meter. Til gengæld betragtes 25-årige Kojo Musah (Vejle) som et af dansk atletiks største talenter og står foran sit internationale gennembrud. 

Det er første gang siden 1928, at Danmark har en sprinter med på 100 meter-distancen.

25-årige Musah har kun dyrket atletik i seks år og skiftede i 2017 Vejle IF ud med Aarhus 1900. Han er braget ind på den danske scene og blev i august dansk mester i 100 meter i tiden 10.29 sekunder, tre hundrededele fra den danske rekord. Han vandt også titlen på 200 meter.

Para-atlet tager sin mor med

Fra den 24. august til den 5. september overtager de paralympiske lege sendefladen. Danmark stiller med 23 atleter, tre af dem har rødder i TV SYDs dækningsområde.

PL-atleter i aktion

ATLETIK (DR)

Daniel Wagner (Vejle, deltog i PL i 2012, 2016)

  • 100 meter: Indledende heats 29. august.
  • Længdespring: 28. august.

CYKLING (DR)

Kim Klüver Christiansen (Løsning, deltog i PL i 2016)

  • Landevejsløb: 1.september.

RIDNING (DR)

Tobias Thorning Jørgensen (Give, PL-debutant)

  • Dressur: 27.august.

Kilde: Olympics.com

Bedst kendt er Daniel Wagner (Vejle), der er med til PL for tredje år i træk. Han dyster i 100 meter og længdespring og har en sølvmedalje (2016) og to bronzemedaljer (2012, 2016) hængende på væggen.

I cykling er Kim Klüver Christiansen (Løsning) udtaget, mens den 21-årige dressurrytter Tobias Thorning Jørgensen (Give) debuterer. Med sig har han sin mor Line, der hjælper til med hesten.