Nu er der åbnet for rejser til Slesvig-Holsten

Udenrigsministeriet har fredag eftermiddag opdateret deres rejsevejledning. Det betyder blandt andet, at det fra lørdag er muligt at tage en tur over grænsen, uden at man skal gå i karantæne efter hjemkomst.

Flere lande og regioner er nu blevet åbne for rejser. 

Det gælder også Slesvig-Holsten og andre dele af Tyskland, der nu har fået farven gul.

Dermed kan danskere tage en tur over grænsen for at handle uden at skulle gå i karantæne, når  man vender hjem.

Ud over Slesvig-Holsten er rejsevejledningerne ændret, så Udenrigsministeriet ikke længere fraråder ferierejser til de tre italienske regioner Sardinien, Venedig og Molise.

Derudover er der åbnet for rejser til hele Rumænien, regionen Burgenland i Østrig og Podkarpackie i Polen.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

De nye rejsevejledninger er gældende fra lørdag den 22. maj klokken 16.

I forvejen blev der i sidste uge åbnet for rejser til dele af Spanien, det meste af Portugal samt Malta. De fleste steder er der krav om fremvisning af negativ test eller vaccination for at komme ind.

Lempelsen i de danske rejsevejledningerne betyder, at de danske myndigheder ikke længere ser et problem i ferierejser, hvis smitten i en region i udlandet er på et lavt niveau.

I øjeblikket betyder det, at Udenrigsministeriet lemper sin rejsevejledning og åbner for ferierejser, hvis der i en region ugentligt er færre end 50 smittede per 100.000 indbyggere.