Nu er vildsvinehegnet oppe: Svineformand hejser flaget

- Svinepest ville kunne koste mig min eksistens og mit liv som svineproducent, lyder det fra bestyrelsesmedlem i Danske Svineproducenter. Foreningen er nu lettede over, at vildsvinehegnet er færdigt.

Et af Danmarks hurtigste erhvervsbyggerier blev afsluttet i dag, da de sidste meters hegn blev placeret langs den dansk-tyske grænse, og det vækker stor glæde ved svineproducent Claus Bruun Jørgensen.

- Jeg føler næsten, at vi burde hejse flaget. Det her er helt klart til gavn for os svineproducenter. Det er en meget vigtig forsikring for vores erhverv lige nu, hvor der er kæmpe udbrud af svinepest i Asien, og vi tjener gode penge på vores svineproduktion, siger Claus Bruun Jørgensen, der udover at være svineproducent nær grænsen også er bestyrelsesmedlem i Danske Svineproducenter.

Vildsvinehegnet blev vedtaget i juni 2018 for at forhindre, at afrikansk svinepest kommer til Danmark, efter det i 2014 blev konstateret for første gang inden for EU’s grænser.

Claus Bruun Jørgensen producerer 70.000 grise, og kommer der afrikansk svinepest til landet, kan det blive dyrt.  

- Vi frygter, at det kan koste mellem 10 og 15 millioner kroner i løbet af et øjeblik. Det vil være en katastrofe, og det kan koste mit lov som svineproducent, fortæller han,

Der er ikke blevet konstateret tilfælde af afrikansk svinepest i Danmark.