Nye rejserestriktioner skabte forvirring i grænselandet: Her er reglerne

I dag har har der været stor forvirring for beboerne i grænselandet, efter at Udenrigsministeriet fredag eftermiddag opdaterede rejsevejledningerne.

Artiklen er opdateret kl. 16:30 med præcisering om, at danske statsbogere altid kan rejse ind i Danmark. Se nederst.

Alle lande blev røde.

Så langt, så godt. Udenrigsministeriet meddelte på et pressemøde fredag, at rejsevejledningerne er opdateret, så alle rejser til udlandet frarådes.

Alligevel var mange i grænseregionen i tvivl om hvilke regler, der gjaldt for dem. 

Reglerne i grænseregionen

Det gælder i udgangspunktet, at man skal have et anerkendelsesværdigt formål og kunne fremvise en negativ covid-19-test, som maksimalt må være 24 timer gammel, for at kunne rejse ind i Danmark.

Men for personer i grænseregionen, der arbejder i Danmark, er det ikke nødvendigt med en negativ test. Eller er det? Eller må de have en test, der er syv dage gammel?

Sådan er de skærpede indrejseregler

  • Udenlandske statsborgere:
    Kravet om at kunne fremvise en negativ coronatest gælder for alle udenlandske statsborgere, der gerne vil ind i Danmark, og som har et anerkendelsesværdigt formål. Testen skal være taget maksimalt 24 timer inden indrejse med undtagelse af borgere fra Slesvig-Holsten, der kan nøjes med at fremvise en negativ test taget inden for den seneste uge. Udenlandske statsborgere, der bor i grænselandet, og ikke har et anerkendelsesværdigt formål, skal ved indrejsen kunne fremvise en negativ test, der er foretaget maksimalt 24 timer før indrejsen.
  • Danske statsborgere bosat i Slesvig-Holsten
    De behøver hverken et anerkendelsesværdigt formål eller en negativ coronatest for at komme ind i landet.

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi

Forvirringen hos beboere i grænseområdet har været total.

- Hvad stiller man op her? Den er rimelig svær, siger Jakob Rex, der pendler fra Slesvig-Holsten.

Han tager normalt turen over grænsen til Padborg, hvor han arbejder i hverdagene. Derfor søger han efter svar, og i går besøgte han flere hjemmesider, men uden held.

Derudover er han ordstyrer i en Facebookgruppe for grænsependlere og danskere bosat i Flensborg, og her er der ikke mere klarhed.

- Sjældent har vi set så omdiskuteret et opslag som det her. Det er tæppebombet med folk, der ikke kan finde svar, siger han.

Jakob Rex bor i Slesvig-Holsten, men arbejder i Padborg.
Jakob Rex bor i Slesvig-Holsten, men arbejder i Padborg.
Foto: Privatfoto

Det er ikke det eneste sted, der er forvirring om de nye restriktioner. I kommentarsporet på TV SYDs Facebookside er der også flere, der søger svar.

"Hold nu op, det er forvirrende med de regler", skriver en Facebookbruger blandt andet. 

Det samme gælder Facebooksiden for det danske generalkonsulat i Flensborg. Her spørger både danske og tyske borgere ind til retningslinjerne.

Svært at finde svar

TV SYD kontaktede derfor politiet, som ikke kunne afklare spørgsmålet. Efter længere tid med optaget lykkedes det at komme igennem til Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter. Her blev det oplyst, at det ikke var nødvendigt for danske statsborgere at have en negativ test for at komme ind i landet og arbejde. Men det ville være en kraftig anbefaling.

Klokken ca. 13:30 lørdag - altså tre og en halv time før restriktionerne træder i kraft - kom der så endelig svar på Justitsministeriets hjemmeside.

Her bliver det afklaret i en pjece, at tyske statsborgere der er bosiddende i Tyskland, og som skal på arbejde i Danmark, skal have en negativ test, der maksimalt er en uge gammel, for at kunne komme ind i landet. 
Danske statsborgere kan altid rejse ind i Danmark uden at fremvise en coronatest eller for at skulle have et anerkendelsesværdigt formål med rejsen. Det oplyser Jakob Kronborg i Justitsministeriet til TV SYD lørdag kl. 16:20.

Se pjecen med de gældende regler fra Justitsministeriet her.

Også Syd- og Sønderjyllands Politi har samlet en oversigt over indrejseregler ved grænsen her.