Nye tal fra Børnetelefonen: Drenge føler sig også utilpasse i deres krop

Ifølge Børnetelefonen er det ikke kun de unge piger, der kan bakse med tilværelsen. Også drengene søger hjælp.

Det har før været et stort taleemne i de danske medier, at børn og unge oplever at være utilfredse med deres krop og udseende, grundet de kropsidealer de selv mener, de skal leve op til.

Ifølge tal fra Børnetelefonen, der hører under Børns Vilkår, er andelen af børn og unge, der ringer til Børnetelefonen for at snakke om krop og udseende, steget fra 4,0 procent i 2019 til 4,8 procent, i 2021.

Sådan fordeler tallene sig:

Børnefaglig konsulent for Børns Vilkår fortæller, at kroppens udvikling og udseendet fylder meget for de børn og unge, der kontakter dem.

- Det er frygten for at føle, at man er forkert og ikke passer ind, som kan fylde for nogle børn, siger Ida Hilario Jønsson til TV SYD.

Hvem er Børnetelefonen?

Børnetelefonen er en rådgivningstjeneste drevet af Børns Vilkår, hvor børn anonymt kan henvende sig for at få hjælp med et problem, som går dem på.


Hos Børnetelefonen kan man tale eller skrive med frivillige rådgivere, der alle har det til fælles, at de er over 21 år og arbejder i forvejen med børn og unge. Rådgiverne har tavshedspligt.


Det er gratis at kontakte Børnetelefonen på 11 61 11.


Kilde: Børnetelefonen.


Ida Hilario Jønsson fortæller også, at mange børn og unge spejler sig i den omverden, de møder, hvad enten det er de andre i klassen, deres familiemedlemmer eller på de sociale medier, hvor billeder kan være redigerede og opstillede.

- Mange unge ved godt, at det, de ser på sociale medier, er et opsat ideal, som ikke stemmer overens med virkeligheden, men det påvirker dem alligevel, når de hele tiden bliver eksponeret for det, siger Ida Hilario Jønsson.

Salamiboy

I forbindelse med TV SYDs udgivelse af fiktionsserien ‘Salamiboy’ sætter TV SYD i denne artikel fokus på drenges kropsidealer. Serien kan ses på TV SYDs YouTube-kanal.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Drenge søger i højere grad løsninger

Man kan dog måske se en forskel på de henholdsvis unge piger og de unge drenge.

Hos Børnetelefonen oplever man, at der for drengenes vedkommende i højere grad bliver stillet faktuelle spørgsmål om, hvordan de kan ændre på deres krop, for eksempel hvordan de får større muskler, eller hvordan de bliver højere.

Blandt pigerne kan der i stedet være en tendens til, at de gerne vil tale om de følelser, der knytter sig til oplevelsen af kroppen, og hvordan de får det bedre med sig selv.

- Vi kan se, at der kan være et problem med en hypermaskulin kultur blandt nogle drenge. De skal være stærke, og det at have det svært med sin krop kan være et tabu for dem, siger hun.

Dette kommer yderligere til udtryk ved, at nogle drenge, ifølge Ida Hilario Jønsson, føler, at de ikke kan tale højt om deres følelser, og at de skal virke ligeglade med deres kroppe over for offentligheden. Det står klart i en undersøgelse, Børns Vilkår tidligere har lavet.