Øget håndværkerfradrag og 11 andre nye love og regler i 2021

I 2021 kommer flere nye love og regler til, som du måske bør kende. For at give dig et overblik, er her en liste med 12 af dem.

Det nye år er i gang, og det betyder også en række nye love og regler. Her kan du få overblikket over, hvornår de nye love træder i kraft, og hvad de betyder for dig.

Januar

  • Tidlig pension til nedslidte: Loven der træder i kraft fra årsskiftet betyder, at 61-årige, der har arbejdet i 44 år, kan gå på folkepension tre år tidligere fra 2022. Har man været på arbejdsmarkedet i 42 eller 43 år, kan man gå henholdsvis ét og to år tidligere på pension. Pensionen er på 13.550 kroner om måneden før skat.

  • Forbud mod gratis bæreposer: Du kan ikke længere få en gratis bærepose med, når du shopper tøj eller henter take-away. Bæreposerne skal nu mindst koste fire kroner, og de helt tynde engangsplastikposer forbydes helt. Dog vil de tynde plastikposer, du køber grøntsager i, stadig være at finde i frugt- og grøntafdelingerne af hensyn til blandt andet fødevarehygiejne.

  • Ny dyrevelfærdslov: Den nye lovgivning kaldes også dyrenes grundlov og fastslår, at alle dyr er sansende væsener. Lovgivningen gør det blandt andet muligt at forbyde vilde dyr i cirkus og dyrekampe med alle slags dyr. Heste må heller ikke længere stå eller holdes alene – de skal minimum være to sammen.

  • Ny samtykkelov: Den omtalte samtykkelov træder også i kraft 1. januar. Lovændringen betyder, at det nu er strafbart at have samleje med en person, der ikke har givet sit samtykke.

  • Folkepensionsalderen stiger: Fra nytår skal man være 66,5 år for at gå på folkepension. Alderen til folkepension vil stige igen i 2022 og 2030 for i 2035 at være 69 år.

  • Højere håndværkerfradrag: Der er i 2021 afsat 340 millioner kroner til at hæve loftet for service- og håndværksydelser til 25.000 kroner, og skatteværdien af fradraget øges fra 26 til 35 procent. Det betyder, at du kan få et større fradrag, når du køber hjælp til renovering, rengøring eller havearbejde. Lempelsen er midlertidig.

Februar

  • Afgift for våbentilladelse stiger: Hvis du vil søge tilladelse til skydevåben bliver det fra 1. februar dyrere. Prisen bliver 1085 kroner per våben, hvor det frem til 1. februar 2021 koster 840 kroner for det første våben og 420 kroner for de følgende. Samtidig vil det koste cirka 100 kroner årligt at have tilladelse til en jagtriffel.

Marts

  • Udbetaling af indefrosne feriepenge: Lønmodtagere får mulighed for at få udbetalt de resterende to ugers indefrosne feriepenge. Har du ikke hævet nogen af dine feriepenge endnu, vil det være muligt at hæve alle fem ugers feriepenge på én gang til marts.

April

  • Ud med gamle brændeovne: Hvis du efter 1. april køber en bolig med en brændeovn fra før 2003, er du forpligtet til at fjerne den. Dette skyldes luftforureningen, de forårsager. Kakkelovne, masseovne, antikke brændeovne og åbne pejse er ikke omfattet af dette.

Juli

  • Affaldssortering udvides: Fra 1. juli skal vi sorterer affald i flere kategorier, end du måske allerede gør. Følgende ni sorteringer skal du huske: Papir, pap, metal, glas, plast, drikke- og fødevarekartoner, restaffald, madaffald og farligt affald. Målet er, at affaldssektoren skal være klimaneutral i 2030.

  • Gratis psykologhjælp til unge udvides: Når andet halvår af 2021 begynder, vil det blive en permanent ordning, at unge mellem 18-24 år kan få gratis psykologhjælp. Tidligere var tilbuddet en forsøgsordning, der kun omfattede 18-21-årige. Tilbuddet gælder for unge med let til moderat depression og angst.

August

  • Økonomisk gulerod til ledige over 30 år: Hvis ledige over 30 år med en forældet eller helt uden uddannelse begynder på en uddannelse som social- og sundhedsassistent ved studiestart i 2021, vil de få ret til en dagpengesats på 110 procent. Lignende vilkår vil gælde for en række uddannelser, der støtter grøn omstilling.

Kilder: Folketinget, Miljøministeriet, Klimaministeriet, TV2, Beskæftigelsesministeriet, Nyhedsmagasinet Danske Kommuner, Dansk Erhverv, Berlingske, PFA, Rigspolitiet, Social- og Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Amnesty International.