Oktober slutter med lune temperaturer for årstiden

Fredag bliver den pæneste dag i denne uge, hvor temperaturerne kan nå op til 15 grader ifølge DMI.

Den sidste uge i oktober bliver en lun en af slagsen årstiden taget i betragtning. Midt på ugen kan det blive op til 15 grader varmt.

Ellers bliver vejret meget "efterårsagtigt" og omskifteligt med både skyer, regn, blæst og sol.

Det fortæller vagthavende meteorolog Mette Zhang ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) mandag morgen.

- Det bliver typisk efterårsvejr i denne uge, hvor vi har en varmfront, der passerer med lidt regn og skyer, men det kan også klare op, og vi får nogle pæne temperaturer, fordi der bliver pumpet lun luft op over landet syd fra, siger meteorologen.

Fredag bringer ifølge meteorologen ugens pæneste vejr, hvor en opklaring fra torsdag eftermiddag vinder frem over hele landet og giver tørt vejr med nogen til en del sol.

Varmere mod ugens slutning

Opklaringen får dog temperaturen til at falde en smule til mellem 11 og 14 grader fra op til 15 grader onsdag og torsdag.

Mandag står det meste af landet op til klart vejr, inden skyer og regn breder sig i løbet af dagen. Skyerne hænger ved natten til tirsdag og tirsdag morgen, hvor der også kan falde regn.

I løbet af tirsdagen vil der dog komme en opklaring, inden byger igen breder sig fra Jylland og til det meste af landet.

Mandag og tirsdag når temperaturerne højst 13 grader i løbet af dagen, mens nattemperaturerne bliver mellem fire og otte grader.

Mere blæst

Onsdag begynder de lunere temperaturer med op til 15 grader at sætte ind. Til gengæld bliver det også blæsende og skyet.

- Det er ikke sikkert, at man kan mærke, at det er 15 grader, fordi det bliver ret blæsende, og man skal have noget vindtæt tøj på, hvis man skal ud, siger Mette Zhang.

Vinden kan også blive op til hård torsdag, der begynder tørt, men skyet, inden opklaringen om eftermiddagen. Nattemperaturerne torsdag og fredag vil ligge mellem fem og ti grader.