Overblik: Sådan tackler de store virksomheder coronavirus

Virksomheder har handlet hurtigt efter statsministerens udmeldinger onsdag. Så vidt muligt skal medarbejdere arbejde hjemmefra.

Trods corona-virus produceres der fortsat normalt på de større syd- og sønderjyske virksomheder. Det viser en rundringning, som TV SYD har foretaget torsdag.

På et pressemøde onsdag aften opfordrede statsminister Mette Frederiksen virksomhederne til så vidt muligt at lade medarbejdere arbejde hjemmefra, samtidig med at produktionen opretholdes.

Det er en opfordring, virksomhederne har taget til sig.

Her er et overblik over, hvad virksomhederne gør:

Lego

Hos Lego i Billund kalder administrerende direktør, Niels B. Christiansen, corona-udbruddet for en ”hidtil uset situation, der kræver en modig og beslutsom respons”.

- Vi støtter regeringens tiltag for at sikre, at vores samfund og sundhedsvæsen kan klare de udfordringer, vi er oppe imod, og vi vil gøre, hvad vi kan for at støtte indsatsen, siger Niels B. Christiansen i en pressemeddelelse.

Kommunikationsmedarbejder hos Lego, Roar Trangbæk, oplyser til TV SYD, at virksomheden følger regeringens retningslinjer. Derfor har ledelsen opfordret alle de medarbejdere, der har mulighed for at arbejde hjemmefra til at gøre det fra i dag.

- Men vi følger også statsministerens opfordring til at holde Danmark i gang. Det gør vi under hensyntagen til, at de medarbejdere, der er nødt til at møde på arbejde, kan gøre det på sikker vis, fortæller Roar Trangbæk.

Lego beskæftiger cirka 4.000 medarbejdere i Billund. Medarbejdere i produktionen og andre funktioner, der kræver fysisk tilstedeværelse, skal fortsat møde op på arbejdspladsen.

Hvor stor en del af de øvrige medarbejdere, der arbejder hjemme de næste uger, har Roar Trangbæk ikke overblik over.

- Men jeg kan sige, at her allerede i dag er særdeles tomt i forhold til normalt, fortæller han.

Niels B. Christiansen oplyser, at Lego har ”aflyst alle internationale forretningsrejser og indført tiltag for at begrænse, hvor meget direkte kontakt medarbejderne har med hinanden, hvis de er på arbejdspladsen”.

- Vores prioritet er fortsat at sikre vores medarbejderes sikkerhed og trivsel, siger den administrerende direktør.

Legoland

Legoland oplyste torsdag, at man har besluttet at udskyde åbningen af forlystelsesparken en uge.

Efter planen skulle Legoland åbne dørene  28. marts, men nu er åbningsdagen i stedet sat til 4. april.

- Vi skulle have været i gang med at oplære medarbejdere blandt andet i de nye forlystelser, men på grund af spredningen af coronavirus vil vi ikke samle så mange mennesker på ét sted. Vi tager regeringens opfordring til forsigtighed alvorligt, siger Kasper Tangsig, som er pressechef hos Legoland. 

Danfoss

Hos Danfoss i Nordborg oplyser pressechef Mikkel Thrane, at man allerede onsdag eftermiddag af egen drift gik i gang med at sende medarbejdere på hjemmearbejde.

- Vi er naturligvis nødt til at have folk på arbejde i produktionen, men vi har bedt de medarbejdere, der har mulighed for det, om at arbejde hjemme. Det er der mange af dem, der gør, siger Mikkel Thrane til TV SYD.

Derudover fortsætter Danfoss en række tiltag, som allerede har kørt et stykke tid.

Virksomheden har blandt andet begrænset fysiske møder. Nødvendige møder gennemføres på Skype, og man har aflyst deltagelse i konferencer og messer verden over.

- Vi er meget forsigtige – også med hvem, vi lukker ind i virksomhedens bygninger. Af hensyn til medarbejdernes sundhed vil vi ikke have personer ind, som har opholdt sig i risikoområder.

Virksomheden har valgt at droppe rejser i hele Italien, Kina, Sydkorea og Iran. Også Singapore og Hongkong holder man sig så vidt muligt fra.

Foreløbig har Danfoss ved flere lejligheder valgt at sætte medarbejdere, der har rejst i risikoområder i karantæne og sendt dem hjem med hjem med løn.

Linak

Hos Linak i Guderup på Als oplyser administrerende direktør og ejer, Bent Jensen, at man forsøger at opretholde normal produktion.

- Det gør vi i det omfang, vi kan få leverancer, og det kan vi foreløbigt stadig – også fra Italien, som leverer små elektromotorer til os, fortæller han.

Hos Linak opfordres medarbejdere til så vidt muligt at arbejde hjemmefra. Dog skal mindst halvdelen af en afdeling være til stede på arbejdspladsen, oplyser Bent Jensen.

For at hindre smittespredning blandt de medarbejdere, der er nødt til at være på arbejdspladsen, indfører virksomheden fredag regler om, at medarbejdere skal holde afstand og lade hver anden stol i kantinen stå tom.

- Vi lukker kantinen delvist ned, så man kun kan hente indpakket mad – og vi opfordrer desuden folk til selv at tage madpakke med i denne periode, siger Bent Jensen.

Virksomheden, som har 1250 medarbejdere på Als, har valgt at udskyde fejringen af medarbejderes 25-års jubilæer som følge af coronavirussen, og man har indskrænket rejseaktiviteten.

- Vi modtager desuden kun de allermest nødvendige besøgende, og de skal udfylde erklæringer om deres færden, før de får adgang til virksomheden, siger Bent Jensen.

Abena

Hos virksomheden Abena i Aabenraa oplyser administrerende direktør, Preben Terp Nielsen, at de cirka 1000 medarbejdere indtil videre møder ind på arbejdspladsen.

- Vi er dog meget opmærksomme på, at vi skal begrænse muligheden for smittespredning, og har efter statsministerens opfordringer besluttet at indføre en tre-meterregel, som indebærer, at medarbejdere ikke må komme tættere på hinanden end tre meter.

- Vi har aflyst alle større og mindre møder og inddrager nu samtlige mødelokaler til kontor, så medarbejderne kan sidde med så stor afstand, som muligt og arbejde, fortæller Preben Terp Nielsen til TV SYD.

Tre-meterreglen betyder også, at arbejdet planlægges, så medarbejdere så vidt muligt ikke skal tæt forbi hinanden på gangene ved arbejdstids start, afslutning og i forbindelse med pauser.

Virksomheden forventer dog, at der vil være medarbejdere, der bliver sendt hjem for at arbejde de kommende dage.

- Det vil i første omgang og med prioritet være medarbejdere, som ikke kan få deres børn passet, siger Preben Terp Nielsen.

Preben Terp Nielsen betegner de nye regler som en væsentlig skærpelse i forhold til det regelsæt, virksomheden hidtil har kørt efter under coronakrisen.

Blue Water Shipping

Hos Blue Water Shipping i Esbjerg har virksomheden fuldt fokus på at holde produktionen i gang.

- På terminalerne er vi nødt til at have vores medarbejdere til stede, så dem kan vi ikke sende hjem, men vi kigger nøje på vores kontoransatte - disponenter, speditører samt supportfunktioner, hvor vi har identificeret medarbejdere, som vi kan sende på hjemmearbejde, siger kommunikationschef Jan Hjortlund Hansen til TV SYD.

Han regner med, at et sted mellem 300 og 400 af virksomhedens cirka 1.000 medarbejdere vil kunne arbejde hjemmefra i en periode.

- Vi har sendt folk på hjemmearbejde allerede i dag og fortsætter i morgen, fortæller Jan Hjortlund Hansen.

Han oplyser, at virksomheden desuden har nedsat både rejse- og mødeaktiviteten for at hindre smittespredning.

- Det er en alvorlig situation. Vi følger derfor regeringens anbefalinger, og har desuden selv et forsigtighedsprincip, som betyder, at vi har sendt et par medarbejdere, der er hjemvendt fra Østrig, i karantæne, selvom det ikke var påkrævet fra myndighedernes side, siger Jan Hjortlund Hansen til TV SYD.

ECCO

Hos Ecco i Bredebro har man ifølge kommunikationsdirektør Søren Kragh Pedersen gennemført en række tiltag for at mindske spredning af sygdommen COVID-19.

Ecco oplyser, at virksomhedens medarbejdere så vidt muligt skal arbejde hjemmefra fra i dag og 14 dage frem.

- Vores førsteprioritet er medarbejdernes velbefindende, samt at bakke op om den kollektive indsats for at mindske den globale sundhedskrise, skriver virksomheden i en mail til TV SYD.

Virksomheden har desuden sat fokus på håndhygiejne, og i de seneste par uger har al rejseaktivitet været indstillet.

Der er også gennemført en række ændringer i Eccos kantineprocedurer for at sikre mindst mulig risiko for smittespredning. Det betyder blandt andet, at der ikke er nogen buffet, men i stedet tallerkenservering.