Sne og hagl skyld i flere uheld

Flere bilister er natten til tirsdag kørt galt på grund af glatte motorveje i landsdelen.

Mandag aften og natten til tirsdag faldt der hagl, slud og sne over Syd- og Sønderjylland, og det overraskede tilsyneladende flere bilister.

Sydøstjyllands og Syd- og Sønderjylland Politi måtte således i nattens løb rykke ud til 12 uheld på motorvejen.

Ingen personer kom alvorligt til skade, men motorvejen ved Vojens var ved 23-tiden mandag aften spærret i cirka en halv time, efter en bil var væltet i det glatte føre.

Kør forsigtigt

Tirsdag morgen var der stadig glat flere steder i landsdelen.

Derfor opfordrede politiet bilister til at være opmærksomme og køre forsigtigt.