Pendlere er bekymrede for ny grænsekontrols indvirken på hverdagen
Tyskland indfører mandag og seks måneder frem grænsekontrol til Danmark. Fire pendlere er spændt på omfanget af kontrollen og frygter, at det kommer til at påvirke deres hverdag.
Fra i dag og seks måneder frem indfører Tyskland grænsekontrol til Danmark og alle øvrige nabolande.
Hvor omfattende kontrol der venter, er endnu uvist, men ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi vil den tyske kontrol være stikprøvevis og finde sted ved skiftende grænseovergange.
Ifølge tal fra Region Sønderjylland-Schleswig pendler i omegnen af 14.000 fra Tyskland til Danmark, og de påvirkes altså nu af grænsekontrol i begge retninger.
Udsigten til grænsekontrol til og fra Danmark modtages blandet blandt pendlerne.
Sabrina Johansen pendler til Aabenraa, hvor hun arbejder, fra Flensborg.
- Personligt er jeg skuffet over det. Hvis de skal tjekke hver eneste bil, jamen, så tror jeg, at nogle af os giver op på grænsependling.
Sabrina beretter videre, at hun "frygter det værste, men håber på det bedste", og det bedste vil være stikprøvekontrol. Skal alle biler tjekkes, mener hun, at det får stor betydning i hverdagen.
- Det er rigtig skidt for grænseregionen, for det smadrer pendlingen fra begge sider. Vi er bange for ikke at kunne passe vores arbejde og nå at hente børn, hvis vi skal sidde i kø, beretter hun.
Morten Heilmann Sørensen pendler dagligt til Tinglev Skole, hvor han er skoleleder. Han tror omvendt ikke, at grænsekontrollen bliver så indgribende.
- Jeg tænker ikke, at det bliver et stort problem, hvis bare det bliver som under EM. Langt de fleste gange er det ikke et problem, når det er stikprøver, siger han.
Til gengæld ærgrer det ham, at grænseovergangen øjensynligt ikke er så åben som tidligere.
- Jeg frygter, at det bliver mere permanent, som i Danmark, hvor den forlænges. Jeg synes det er megaærgerligt, at det ikke er så åbent, som før, afslutter Morten Heilmann Sørensen.
Thiemo Koch er medlem af den Sydslesvigske Vælgerforening SSW og indehaver af et møbelfirma. Derfor leverer han ofte møbler på begge sider af grænsen.
- Jeg har tyske og danske kunder i mit firma, og hvis jeg får lange transporttider eller måske ikke kan levere grundet grænsekontroller bremser mine spontane ture, kan jeg tabe kunder, siger han.
Han frygter særligt, at køen bliver stor, når weekend- og ferietrafikken rammer. At grænsekontrollen stopper efter de seks annoncerede måneder, forventer Thiemo ikke.
- Som bekendt er det en politisk beslutning. Jeg tror, at de forlænger grænsekontrollen, så de kan sige, at de har gjort, hvad de kunne mod flygtningestrømmen.
Marco Weber kører dagligt til Frøslev fra Flensborg. Han forventer, at grænsekontrollen kommer til at betyde forlænget rejsetid.
- Turen til og fra arbejdspladsen på kontoret i Danmark tager fra mandag sikkert mere tid. Jeg regner med cirka 45-60 minutter. Jeg frygter, at jeg skal bruge mere end dobbelt så lang tid på arbejde de næste måneder, siger Marco Weber.
Håbet er hos Marco, at grænsekontrollen ind i Danmark, kommer til at minde om den danske til Tyskland.
- Med de danske kontroller har jeg personligt aldrig haft problemer, og de gik hurtigt. Tyskerne er dog ikke særligt rutinerede, hvad angår grænsekontrol, så der opstår hurtigt kø på vejen, forklarer Marco Weber.