Oversigt

Penge på vej til syd- og sønderjyske kaserner

Over de næste ti år vil regeringen styrke dansk forsvar med 143 milliarder kroner, sagde forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), da han tirsdag formiddag præsenterede regeringens forsvarsudspil.

Det er godt nyt for de syd- og sønderjyske kaserner i Fredericia, Haderslev og Varde. Blandt andet på grund af de 26,9 milliarder kroner, som ifølge regeringen skal gå til at sætte bygninger i stand, opbygge it og styrke personel over de næste ti år.

Foruden renovering af Forsvarets bygninger spiller værnepligten også en vigtig rolle i regeringens udspil.

- Der kan skrues på antallet. Der kan skrues på længden, siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).

Forsvaret har på nuværende tidspunkt ingen kommentarer, da udspillet skal forhandles politisk, inden der foreligger noget konkret. Så af respekt for den politiske proces takker Forsvaret nej til at kommentere udspillet, meddeler Forsvaret i en mail til TV SYD.