Pølsevognen fylder 100 år, og det går én vej for den gammeldags type fastfood

Danish Crown ser lille fremgang for pølsevognene og tror, at de også vil være at finde i bybilledet om 100 år.

Gennem generationer har pølsevognen fristet danskerne med varme pølser. For mange er den et fast holdepunkt i bybilledet.

Og mandag den 18. januar fylder den danske pølsevogn 100 år.

Det er en madvogn med en helt særlig placering i dansk kultur, siger Bettina Buhl, der er madhistoriker og museumsinspektør på Det Grønne Museum i Auning.

- Pølsevognen er noget, som vi danskere alle sammen kender. Og den ældste generation kan huske pølsevognen for at være stort set enerådende i forhold til et hurtigt og varmt måltid før fastfoodkædernes ankomst herhjemme.

- De fleste af os har dyrket pølsevognen i barndommens og ungdommens univers på vej hjem eller til et sted, siger Buhl.

Det hele begyndte i København

Fødselsdagen kan dateres tilbage til 18. januar 1921. Det var dagen, hvor kapelmester Charles Svendsen Stevns rullede ud i de københavnske gader med seks pølsevogne.

Det var første gang i Danmark, mens man i idéens hjemland, Tyskland, havde haft pølsevogne fra midten af 1800-tallet, lyder det fra Buhl.

Storhedstiden for pølsevognen var i 1960'erne og 1970'erne, hvor omtrent 700 pølsevogne stod rundt omkring i landet. I dag er antallet af vogne nede på lidt over 100.

Efter nedgang er pølsevognen på vej tilbage

Trods mange års nedgang i antallet af pølsevogne er der i de sidste par år sket en forandring, forklarer Michael Ravn, kommunikationsansvarlig hos Danish Crown Foods, som står bag brands som Steff Houlberg, GØL og Tulip.

- For pølsevognen er kommet for at blive, og vi har inden for de seneste par år set en lille stigning i antallet, siger Ravn.

Han forklarer, at Danish Crown har kunnet se stigningen i deres egne opgørelser. Virksomheden står for godt halvdelen af de lidt over 100 vogne, som man regner med, der er tilbage på landsplan.

Og han ser optimistisk på fremtiden for pølsevognene.

- Vi tror faktisk på, at fremtiden ser lys ud for de danske pølsevogne, og mit personlige gæt vil være, at der også findes pølsevogne på de danske gader og stræder om 100 år.