Politiet anholder 12 mistænkte i kæmpe amfetaminsag

Flere steder i landet har politiet slået til mod narkohandel herunder i Vejle og Horsens. 12 personer er anholdt for salg af amfetamin.

Opdateret: Efter grundlovsforhøret i Retten i Aarhus er to af de anholdte blevet løsladt, og en har fået opretholdt sin anholdelse i tre døgn. De resterende otte er varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Det meddeler Østjyllands Politi på Twitter.

Flere hundrede kilo amfetamin er omdrejningspunktet i en landsdækkende sag om salg af narkotika, hvor politiet har anholdt ni mænd og tre kvinder.

Anholdelserne fandt sted tirsdag i Jylland og på Sjælland.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Aktionen skete som led i et samarbejde mellem efterforskningsenheder både i Vest- og Østdanmark.

De 12 mistænkte er sigtet for at have købt og distribueret amfetamin. Hvor store mængder, det præcist drejer sig om, fremgår ikke. Men der er tale om "flere hundrede kilo", skriver politiet.

11 af de anholdte fremstilles i grundlovsforhør onsdag klokken 9.00. Det foregår i Retten i Aarhus.

De mistænkte blev pågrebet af politiet ved ransagninger i Nørresundby, Vejle, Horsens, på Djursland, i Aarhus-området og på Københavns Vestegn.

Under ransagningerne blev der fundet både amfetamin og våben.

Aktionen tirsdag følger efter længere tids efterforskning mod den organiserede narkohandel - herunder en større politiaktion i Odder 28. juli.

Her blev fundet flere hundrede kilo amfetamin, og to mænd og en kvinde blev anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet.

I spidsen for den seneste aktion står Særlig Efterforskning Vest, som hører under Østjyllands Politi.

- Det er vores vurdering, at der blandt de anholdte er flere højtplacerede bagmænd fra det organiserede, kriminelle miljø, siger politiinspektør Carit Andersen fra Særlig Efterforskning Vest i meddelelsen.

- De har været første led i distributionskæden og har forarbejdet amfetaminen, og sådanne personer er det vigtigt, at vi får stillet til ansvar som led i bekæmpelsen af den organiserede narkokriminalitet.

De anholdte er i alderen 24 til 60 år. Anklagemyndigheden vil anmode om, at grundlovsforhøret i Aarhus holdes bag lukkede døre.

/ritzau/