Politiet giver den gas og afholder speedmarathon

Færdselspolitiet i Syd- og Sønderjylland går i denne uge all-in og laver hastighedskontrol i alle døgnets timer på udvalgte strækninger.

Bilisterne skal i denne uge være ekstra forsigtige med at presse for hårdt på speederen, hvis de vil undgå en fartbøde.

Alle dage er der i denne uge en landsdækkende indsats mod hastighedsovertrædelser, men især onsdag den 21. april går færdselspolitiet et gear op, når det gælder kontrol.

Her vil Syd- og Sønderjyllands Politi nemlig gennemføre det, som de selv kalder for et speedmarathon.

Det betyder, at der i alle døgnets timer vil være placeret en ATK-bil på den samme strækning i alle døgnets timer.

- Det kniber desværre stadigvæk for nogle trafikanter at lette foden fra speederen, men vi håber, at en færdselsindsats som denne kan være med til at skabe en adfærdsændring. For der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken, pointerer vicepolitiinspektør Knud Reinholdt fra Færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Hvor politiet har planer om at gennemføre et speedmarathon, har de ikke fortalt.

Derfor laver politiet fartkontrol

Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne.

For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald. 


I 2012 – 2018 omkom 403 personer på landsplan i en trafikulykke, hvor mindst en af de involverede parter kørte for stærkt i forhold til hastighedsgrænsen eller forholdene. I 72 procent af ulykkerne var farten en medvirkende årsag til, at ulykken opstod. I de sidste 28 procent var farten årsag til, at ulykken blev med dødelig udgang.


Ved 80 km/t. kører du cirka 33 meter, mens du reagerer, og efter cirka 64 meter holder du stille. Kører du 95 km/t., bruger du yderligere 19 meter på at holde stille ved maksimal bremsning af køretøjet.


Hvis to bilister kolliderer med 80 km/t., vil ulykken i 30 procent af tilfældene have dødelig udgang. Risikoen fordobles til 60 procent ved en hastighed på 90 km/t.


Hvis en bilist rammer en fodgænger med 80 km/t., vil ulykken være fatal i 60 procent af tilfældene. Risikoen stiger til 80 procent ved 90 km/t.


De fleste dødsulykker i trafikken sker på landeveje. 62 procent af dødsulykkerne på disse veje sker med en hastighedsoverskridelse på mindre end 20 km/t. 38 procent af dødsulykkerne sker med en overskridelse på mere end 20 km/t.


Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi