Politiets nye fotovogne er kommet ud på vejene - nu kan de bedre fotografere dig bagfra

Politiets nye og opdaterede ATK-vogne er begyndt at trille ud på de danske veje. Noget af det nye er, at politiet nu bedre kan tage billeder af køretøjer bagfra, så folk i køretøjer med ulæselige eller ingen nummerplade foran også kan se frem til en bøde.

Hvis du i løbet af den seneste uge har passeret en af politiets fotovogne, så er der en chance for, at det er en af de nye vogne, du er kørt forbi.

I slutningen af december løftede politiet sløret for, at man på landsplan får 25 flere ATK-vogne - bedre kendt som fotovogne.

quote

Sammenlignet med en mobiltelefon så går vi jo lidt fra en Nokia-model og så op til den sidste nye Samsung eller iPhone

Jesper Engelund, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi

I en stor del af politikredsene er de allerede taget i brug. Det gælder også hos Sydøstjyllands Politi, som har fået tre nye fotovogne.

Politiets nye ATK-udstyr er trådløst og kan derfor stilles længere væk fra vognene end før.
Politiets nye ATK-udstyr er trådløst og kan derfor stilles længere væk fra vognene end før.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Det udstyr, som man har i de eksisterende ni vogne, er dog ikke helt som det, man nu har fået i de tre nye. Udstyret er blevet "væsentligt forbedret", oplyser Sydøstjyllands Politi.

- Sammenlignet med en mobiltelefon så går vi jo lidt fra en Nokia-model og så op til den sidste nye Samsung eller iPhone, fortæller vicepolitiinspektør Jesper Engelund fra Sydøstjylland Politis Hunde- og Færdselsafdeling.

Nemmere tage billeder bagfra

Én af forbedringerne er, at politiet med de nye ATK-vogne nu nemmere kan tage billeder af køretøjer bagfra. Dermed bliver det nemmere for politiet at måle og identificere motorcykler samt bilister med ulæselig eller ingen nummerplade foran.

- Vi måler med udstyret i en retning, og der tager kameraet også billederne i den retning. Det nye er, at det også er udstyret med et bagudvendt kamera. Den måler dog ikke hastighed, men tager et billede af køretøjet bagfra, forklarer Jesper Engelund.

Ifølge Sydøstjyllands Politi kan det nye udstyr eksempelvis være i gang og tage billeder på tre vognbaner ad gangen - eksempelvis på en tresporet motorvej.
Ifølge Sydøstjyllands Politi kan det nye udstyr eksempelvis være i gang og tage billeder på tre vognbaner ad gangen - eksempelvis på en tresporet motorvej.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Derudover er billedkvaliteten blevet forbedret, så man nemmere kan genkende chaufføren i bilen, mens udstyret også er blevet trådløst, så man nu kan stille det længere væk fra ATK-vognen.

En større indsats på timefronten

Vicepolitiinspektøren tror dog ikke, at det forbedrede udstyr i sig selv vil blive en årsag til, at der bliver udskrevet flere bøder.

- Der er ikke nogen forventning om, at det her udstyr kommer til at give flere bøder, men der er sket en opgradering af antallet af udstyr, og det vil sige, at der også kommer en større indsats på timefronten, fortæller han.

Sydøstjyllands Politi er en af de politikredse, der har fået flest nye vogne.
Sydøstjyllands Politi er en af de politikredse, der har fået flest nye vogne.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Ifølge Justitsministeriet er de nye fotovogne med til at finansiere politiets flerårsaftale for 2021-2023.

"En forøgelse af kontroltrykket vil således bidrage til at øge færdselssikkerheden og samtidig medføre et merprovenu, der kan bidrage til finansieringen af en ny flerårsaftale", står der blandt andet.

I samme aftale står der, at det forventes, at de nye vogne vil bidrage til at øge færdselssikkerheden samt bidrage med 134 millioner kroner i 2023.

Ifølge Jesper Engelund er beløbet dog ikke et målkrav, som man sigter efter at nå fra politiets side.

- Det er ikke et krav, der er kommet ned til politiet, som vi skal indfri, fortæller han.

Mens man hos Sydøstjyllands Politi har fået tre nye ATK-vogne, så er der landet to nye hos Syd- og Sønderjyllands Politi.