Populært at vandre: Fem gode tip til at komme i gang

En projektleder fra DGI kommer her med gode råd til at variere gåturen og få mere ud af den.

- Vi er skabt til at bevæge os - ikke sidde stille.

Med de ord i baghovedet arbejder Thomas Lind, visionsprojektleder fra DGI, for at inspirere og komme med vejledning til, hvordan man får god motion ved løb og gang. 

Vi holder os dog lige til det med at gå. For det er nemlig god nok motion og mere realistisk for mange, fremhæver Thomas Lind fra DGI, der lige nu kører kampagnen "Hele Danmark går", hvor de inviterer danskerne ud at gå.

- Man forbrænder lige meget ved gang og løb. Det er afstanden, der afgør, hvor meget man forbrænder – og dog. Løb kan sætte forbrændingen mere i vejret, så man også efterforbrænder, hvis pulsen har været godt oppe, fortæller projektlederen.

Fint med to gange om ugen

Men det stopper ikke her, for det er også godt for andet end de overflødige kilo, når man bevæger sig ud.

- En lang række kræftsygdomme reduceres - stress og angst reduceres ved gang, siger Thomas Lind.

30 minutter to gange om ugen er fint til en start, men det kommer selvfølgelig an på udgangspunktet, lyder det.

Få mere ud af turen

Hvis du vil have lidt ekstra ud af din gåtur, kommer her fem gode råd til, hvordan du varierer din gang.

Fem gode råd: Sådan varierer du din gang

1. Skift gear med fødderne


Tryk forfoden mod jorden, men prøv at variere trykket. Jo mere du trykker ned, jo mere energi modtager du op gennem kroppen, og jo hurtigere og lettere går du. Skift fra 1. gear, hvor der ikke er meget modstand, til 2. og 3. gear, hvor der er mere modstand. Når du går hurtigt, så mærk efter, at der stadig er afspænding, når benet svinger fremad.


2. Brug armene varieret

Skift mellem at svinge lidt med armene og lægge mere kraft i, og koncentrer dig om at føre armen bagud og slippe, så den selv svinger frem. Mærk den forskel, det gør i din krop, om du bruger armene eller ikke gør det.


3. Brug hoften og ballerne

Fokuser på, om du får bevægelsen til at rulle hen over hofteleddet. Hvis det er svært, har du måske vægten for langt bagud: Læn dig en lille anelse frem. Når du bruger hoften, bliver ballerne også aktiveret, og samtidig retter du dig ud, så der opstår en lille udspænding på forsiden af hoften. Desuden fungerer din ledbelastning bedre.


4. Mærk fjedringen - tager du imod den?

Når du trykker forfoden ned i underlaget og lader vægten rulle hen over storetåen, får du en energi tilbage op gennem kroppen, lidt som en hoppebold: Fjedring. Men tager du imod energien, eller er du låst i ankelled, knæ, hofteled, underliv, omkring hvirvelsøjlen, ja helt op i nakken? Mærk efter: Ned - op. Ned - op.


5. Flyt vægten

Prøv at lægge din vægt bare et par millimeter længere frem og mærk, hvad det gør ved din gang. Prøv også at lægge den en anelse mere tilbage. Leg med, hvor den ligger bedst. Du vil sandsynligvis opleve, at vægten skal lidt længere frem, end du er vant til.


(Kilde: Vores Puls, DGI)